Tidligere praktikanter
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 08/09/2016 - 11:05
Samfund og Politik
SPØRG EKSPERTERNE: Læs lidt om, hvad tidligere praktikanter har fået ud af tiden hos Spanien i Dag og stil dem spørgsmål. Du kan også ringe til den nuværende praktikant.
Vi kan sagtens fortælle en masse om, hvad du kommer til at lave under seks måneders praktik hos Spanien i Dag, men hvad har tidligere praktikanter egentlig - kort fortalt - fået ud af opholdet?
En overgang ansatte vi en af de tidligere praktikanter, og en anden gang sprang én fra i sidste øjeblik, så der har været perioder uden praktikant på Spanien i Dag. Men her kan du møde nogle af dem.
Kristoffer Olesen, nuværende praktikant
Allerede fra første arbejdsdag i Spanien, lærte jeg meget. Jeg synes, man kan sammenligne det lidt med at komme i mesterlære.
Den lille redaktion gør nemlig, at man får et tæt forhold til praktikantvejlederen, som næsten fungerer som en privatlærer, du altid kan taget fat på, og som gennemgår samtlige produktioner med dig.
Har du spørgsmål til vores nuværende praktikant, kan du kontakte Kristoffer på facebook
Anders Lei, august til februar 2018
Mit halve år på Spanien i Dag har virkelig rykket mig som person. Det at skrive så mange forskellige artikler hver eneste uge, og at så mange har læst med på den anden side af skærmen, er noget der giver faglig selvtillid.
Hvis jeg fik en god idé til en historie, var det nærmest garanteret, at jeg måtte lave den. Under mit ophold har jeg ikke på noget tidspunkt manglet feedback. Samarbejdet på redaktionen er tæt, og der er altid plads til at sparre.
Redaktionen er et af de rareste steder i verden. Torben, Kathrine, Pia, Carmen og Dorte er dygtige, hjælpsomme og gode til at lære fra sig.
Hvis du vil have en på alle måder fantastisk og lærerig praktik, kan jeg på det varmeste anbefale at søge hos Spanien i Dag på Solkysten.
Stil spørgsmål til Anders her Du kan også ringe til ham på +45 30 82 71 75
Simon Koefoed Toft, februar til august 2017
De seneste seks måneder har været nogle af de mest lærerige i hele mit liv.
Som praktikant på Spanien i Dag lærer man at analysere, at underholde, at oplyse og at lægge op til debat hver eneste dag.
Stofområdet er nærmest ubegrænset, hvis man sammen med kollegerne kan finde lige den vinkel, der gør en historie spændende.
I min tid som praktikant har jeg skrevet om politik, samfund, sundhed, sygdom, turisme, kriminalitet, sport, kultur, teknologi og hundrede andre ting.
Og så er det en decideret fornøjelse at arbejde sammen med Kathrine og Torben, der både er enormt imødekommende og dygtige til deres arbejde.
For at sige det kort kan jeg kun opfordre til at tage et halvt år til Spanien i praktik, det er en uforglemmelig oplevelse.
Alexander Paaske, februar til august 2016
Mit ophold på Spanien i Dag var rigtigt lærerigt og spændende.
I det halve år lærte jeg en masse om mig selv og blev uden tvivl en bedre journalist.
På Spanien i Dag får man en masse ansvar, og der er et rigtig godt socialt liv på redaktionen.
Esben Drachmann, februar til august 2014
Det var en fornøjelse at bruge et halvt år på den lille, hyggelige redaktion i Fuengirola.
Hos Spanien i Dag fik jeg ansvar og blev vist tillid af kollegerne, som satte mig i sving med alle opgaver uden betænking om, at jeg ”bare” var en praktikant.
Jeg havde aldrig lavet radio, men blev kastet ud i det og vist tillid til at klare opgaven både det journalistiske og det tekniske – det var ikke helt uden problemer, men det gik jo altid alligevel. Held og lykke til fremtidige praktikanter.
Chris Lehmann, august til februar 2014
Det er svært at sætte én eneste finger på praktikantopholdet hos Radio Solymar/Spanien i Dag.
Jeg trådte mine første rigtige journalistiske skridt på det lille kontor under kyndig vejledning af Kathrine.
Det kan varmt anbefales for de fleste at gøre det samme.
Simon Pallesen, februar til august 2013
Min tid som praktikant hos Spanien i Dag var både en personlig og faglig udvikling, som har betydet rigtigt meget for mig. Fagligt var Spanien i Dag et godt sted at være, fordi jeg lærte at vinkle skarpt til en udvalgt målgruppe.
Hovedparten af arbejdet bestod i at lave skarpvinklede nyheder, men heldigvis var det også muligt at prøve de længere formater, som Spanien i Dag Weekend, hvor der er masser af plads til at skrive løs.
Personligt var mit ophold også meget givende, da jeg forelskede mig i den spanske kultur mere eller mindre med det samme. Andaluserne er meget åbne, så for mig var det ikke svært at falde til og føle mig velkommen. Heller ikke på redaktionen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.