Tigermyggen invaderer
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 18/05/2018 - 12:03
Vejr og natur
NATUR: Eksperter advarer om forestående myggeplage. Og det er særligt den irriterende tigermyg, som jagter blod om dagen, der har samlet tropperne.
De kraftige regnskyl i foråret gav noget tiltrængt vand til Spanien, men det er dog ikke udelukkende positivt.
Det har nemlig givet helt perfekte betingelser for de små, irriterende tigermyg, og vi kan derfor forvente en øget forekomst af de insekter i hele landet.
Det oplyser den nationale sammenslutning af miljø- og sundhedsselskaber ‘Asociación Nacional de Empresas de Sanidad Ambiental’, ANECPLA.
Breder sig
Når temperaturen stiger og kalenderen siger sommersæson, indtager de irriterende tigermyg scenen.
Siden den kom til Spanien i sommeren 2004, har denne særlige myg udvidet sit område år efter år. Det sydasiatiske insekt er katalogiseret som en af de 100 mest skadelige arter i verden, og hærger faktisk hele Middelhavsområdet.
Og denne sommer forventes dens tilstedeværelse altså at intensivere. Det er i hvert fald prognosen fra ANECPLA.
Den kraftige regn i foråretresulterede i store vandpytter med stillestående vand, der har været helt perfekte yngleområder for myggene.
Lille og usynlig
Vi kan nok godt blive enige om, at alle myg er irriterende, men det særligt trælse ved tigermyggen er, at den jagter blod hele dagen.
Og så er den lille - helt ned til to millimeter og op til ti. Du kan høre den, men ikke altid se den!
Den er kendetegnet ved de tigerstribede bagben.
Hvad kan man gøre?
Men der er faktisk noget, du kan gøre, for ikke at gøre livet alt for let for den lille flyvende tiger. ANECPLA kommer med en række råd:
- Undgå at have beholdere med vand uden for huset, uanset hvor småt det måtte synes - selv i potter, flasker, underkopper og den slags.
- Sørg for at dit vand til husholdningsbrug er hermetisk lukket.
- Tildæk dræn, hvor der kan være stillestående vand i.
- Undgå at have nogen form for beholder stående udenfor, der kan indeholde vand, hvis det skulle regne.
- Skift ofte dyrenes drikkevand.
- Hold riste og afløb rene og undgå, at der samlet vand der.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.