Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Har du en ældre bil?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 13/07/2015 - 10:23

Fly & trafik

TRAFIK: Politiet er på sommerjagt efter ældre biler i sikkerhedens navn, men også ejere af nyere biler skal passe på.

Spaniens bilpark har en gennemsnitsalder på 13,2 år, og det bekymrer færdselspolitiet, DGT. Derfor gennemføres der nu en sikkerhedskampagne, hvor det bliver kontrolleret om bilerne kører i forsvarlig stand.

Kampagnen starter i dag og varer resten af ugen.

Der vil blive foretaget 10.000 kontroller med gennemsyn af bilerne for at sikre, at de har været til syn og at de ikke er til fare for sikkerheden.

Og det er værd at være opmærksom på, selvom man har en nyere bil. Kontrollen er nemlig fokuseret på forhold, der også kan være aktuelle for kun få år gamle biler.

Fokusområderne

Kontrollen omfatter først og fremmest dækkene - både med hensyn til at mønstret skal have en dybde på mindst tre millimeter (se venligst kommentar til denne artikel), at dæktrykket er korrekt, at der ikke er sprækker i dækket og at ventilerne sidder korrekt.

DGT pointerer, at dækkenes korrekte vejgreb er helt afgørende.

At bremserne også virker korrekt, er et andet kontrolområde, ligesom både bilens lys og blinklys skal være korrekt indstillet og fungerende.

- Det er ikke kun vigtigt selv at kunne se, men også at blive set af andre - uden de eksempelvis bliver blænde af forkert justerede forlygter, skriver DGT i sin redegørelse for sikkerhedskampagnen.

Bekymring

DGT har erfaret, at der ikke blot er tale om en gammel bilpark i Spanien men også, at udgifterne til vedligeholdelse af bilerne er faldet. 

Der er i Spanien 10,3 millioner biler og 1,06 millioner motorcykler på mellem syv og 15 år, mens seks millioner personbiler og 997.491 motorcykler er mere end 15 år gamle.

Faren for en dødsulykke - eller alvorlige skader - stiger med bilens alder, skriver DGT, som hævder at risikoen for en dødsulykke er 1,6 gange højere ved en bil, der er mellem ti og 14 år, og 2,2 gange højere hvis bilen er over 15 år.

Vidste du?

Har du inden for de seneste tre år oplevet, at dit fly blev enten aflyst eller forsinket i over tre timer til eller fra en EU-lufthavn, har du højst sandsynligt ret til kontant kompensation. Få det afklaret gratis - klik her!

Kommentarer

3 mm. dækmønster ??????? Hvor har I dog det fra...? Minimum kravet i Spanien er 1,6 mm.
For ca 15 år siden gik jeg over til at udskifte dækkene på min bil, når der var 2 - 2½ mm tilbage, fordi jeg havde en del punkteringer. Efter den tid har jeg ikke haft en eneste punktering. Så der er flere fordele ved at udskifte dækkene tidligere.

Hej Niels K.

Tak for din kommentar. Vores kilde er lainformacion.com, men foranlediget af din kommentar har vi tjekket, at din rettelse er korrekt. Minimum er 1,6 mm, men det er ikke anbefalelsværdigt at vente så længe. Eksperter anbefaler min. 2-2,5 mm om sommeren og 4 mm om vinteren.

Tak - én ting er hvad der er lovligt - noget andet er hvad der anbefales. Men de kan ikke give dig en bøde så længe at der er min. 1.6 mm. dækmønster.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.