Tisse-grise smager egen medicin
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 01/07/2016 - 01:00
Samfund og Politik
SAMFUND: San Fermín-festivalen kæmper hvert år med gæster, der urinerer på byens middelalderbygninger. Men nu har arrangørerne fundet en løsning, der nok skal få tisse-glade personer til at fortryde.
Når større grupper af mennesker er samlet for at feste, kan man ikke undgå, at der er et par stykker, som lader vandet i offentligheden.
Husk at like vores facebookside for daglige nyheder om Spanien
Arrangørerne af den berømte San Fermín festival i Pamplona, der er kendt for sine tyreløb, har især været udfordret af denne problematik, men nu er de klar med en overraskelse til de tisse-glade festivalgæster, skriver The Local.
Forvent våde bukser
Byrådet vil nemlig male byens vægge med en urin-resistent maling, der sender tisset tilbage på synderen.
- Som en konsekvens af den frastødende adfærd vil urinen nu bogstavelig talt springe tilbage på personens bukser og sko, siger et byrådsmedlem til The Local.
Grafik af malingens virkning
- Det er en speciel form for hydrofob maling, der er usynlig for det blotte øje, men vil blive malet på den nedre del af væggene i de områder, hvor det normalt er et stort problem under fiestaen, forklarer byrådsmedlemmet.
Hvert år, fra San Fermín begynder den 6. juli og slutter otte dage senere, er Pamplonas brostensgader domineret af hvidklædte personer med røde halstørklæder, der danser, synger, æder, drikker og løber efter tyre.
Bøder er ikke tilstrækkeligt
Derfor bliver mængden af urin værre fra dag til dag, og byrådet har tidligere forsøgt at komme problemet til livs ved at opstille flere urinaler og give bøder til dem, der bliver fanget i at tisse frit i gaderne.
Det kan være svært at finde et toilet blandt så mange mennesker
Sidste år blev 76 personer taget på fersk gerning og fik overrakt en bøde på 300 euro, der dog bliver halveret, hvis den betales hurtigt.
Det er dog langt fra nok til at gøre en forskel, og byrådet siger, at det koster myndighederne 10.000 euro at gøre rent, mens det skaber et skidt indtryk af festivalen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.