Turen over strædet

Biscaya-bugten i Nordspanien har gennem århundreder været både berygtet og dragende blandt søfolk som et barsk sted med store bølger og til tider ret voldsomme forhold.

Onsdag i sidste uge stævnede Casper, Sophie og gasterne ud på den 58-fods sejlbåd ‘Hvalodea’ fra franske Camaret-sur-Mer med kursen mod A Coruña i Nordspanien.

Men som vi også skrev om i sidste uge er det netop i det område, at tre både for nylig blev angrebet af spækhuggere. Læs mere om det her

Hvordan gik turen så? Mødte de nogle af de aggressive spækhuggere? Kunne maven klare Bizcayaens berygtede farvand? Vi giver ordet til Sophie:

---

Vi ankom til A Coruña fredag eftermiddag efter to og et halvt døgns sejlads over Biscayen. Det hele startede godt ud med solskin og delfiner, men som så sidenhen skulle blive udskiftet med halvandet døgns nonstop søsyge for størstedelen af besætningen ombord. 

Da søsygen var på sit højeste, og de fleste havde været ude over lønningen med hovedet en del gange, sejlede vi ind i tordenvejr. 

Natten var kulsort, så man ikke kunne skelne himmel fra hav, men når der kom et lyn, var det hele dagslys i få millisekunder. Vi klarede os igennem til daggry, og derfra startede vi motoren, da vinden ikke var til at sejle på. 

Egentlig synes vi, at det berygtede farvand i Biscayen har behandlet os pænt, selvom det kunne lyde som det modsatte i fortællingen ovenfor. 

Men vi havde perfekt vind at sejle på, vi loggede 10 knobs fart størstedelen af turen, havde rolige rullende dønninger og ikke stormvejr og meterhøje bølger, der knækker for tidligt, som man tit hører om i netop dette farvand. At vi så alle sammen var søsyge af de bløde rulninger, var jo lidt uheldigt. 

Kunne dufte land

Vi kunne lugte land før vi kunne se det. En duft af nåletræer og Sydeuropa.

På vej ind til A Coruña nød vi den smukke kyststrækning, indtil en gast ombord så et blåst fra en hval. Så blev stemningen måske lige en kende mere koncentreret med tankerne på advarslerne om spækhuggere i netop dette område, men vi så aldrig nogen. 

I virkeligheden vil vi jo rigtig gerne opleve at se spækhuggerne, men helst ikke så tæt på, at de kan skade ‘Hvalodea’. Hvis de ødelægger vores ror, slutter vores eventyr formentlig her, og det ville gøre ufatteligt ondt, når vi kun har været af sted i godt en måned og har kæmpet for af komme ud i verden i fem år. 

Hver dag kommer der både ind i havnen her, som har mistet manøvreevnen til spækhuggerene. 

Så vi er selvfølgelig lidt nervøse for, når vi skal sejle videre. Det er helt klart et større problem, end vi først havde fået indtrykket af. Men vi sejler på de vilkår, der er i verden, og dyrene var her jo først. 

Så vi krydser fingre og følger de råd, vi har fået fra andre sejlere og lokale: Sluk motoren og lad være med at forsøge at holde igen, hvis hvalerne leger med roret. 

Vi er blevet meget overraskede over A Coruña. Det er den fedeste by. Vi er blevet taget så godt imod af Ana fra havnekontoret, der brugte en halv time på at tegne ind på et kort, hvad vi skulle opleve, og hvor vi skal spise, hvis vi ikke vil gå i turistfælderne. 

Man kan virkelig mærke, at byen er præget at madglæde, og der dufter af hvidløg og seafood over det hele, og de små fine gader er proppet med flotte barer, cafeteríaer og restauranter med god mad til spanske priser. 

Byen er klart et besøg værd, og man kan godt mærke, at den ikke er så besøgt af turister, det er dejligt autentisk. 

Snart går turen til Muros og derefter til det, Ana beskrev som ‘det galiciske Caribien’: Illas Atlánticas de Galicia. En nationalpark lige før grænsen til Portugal.

---

Hvad skal I så lave i dag?

I dag skal vi alle ni mand ud og se, om vi kan finde ud af at bølgesurfe på den store fede surfstrand her i A Coruña, hvis der altså er bølger til det. Vi håber på, at det bliver en succes, så vi kan gøre det mere ned langs Portugal, hvor der jo også skulle være god surf, siger Sophie til Spanien i Dag.

Vi følger med i eventyret senere…

Turen over Biscaya-bugten var ikke bare søsyge, men også den her slags: