Turist startede brand
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 25/06/2015 - 10:38
Krimi og katastrofe
BRAND: I går udbrød en brand, og en turist var hurtig til at indrømme, at han nok havde startet den.
En gruppe turister forårsagede i går en løbeild på øen Sa Porrassa i Magaluf, Calvia. Tilsyneladende var de sejlet ud til øen på en vandcykel, og her førte en af de unges skødesløshed til en potentiel katastrofe.
Den mistænkte indrømmede hurtigt over for lokalpolitiet, da han vendte tilbage til kysten.
Ilden tvang de lokale brandmyndigheder, Institut Balear de la Natura, IBANAT, til lynhurtigt at gribe ind både fra jorden og luften, og hele operationen vakte stor opsigt fra ferieøens strande, da der hurtigt opstod en stor, kulsort røgsøjle, der kunne ses langt væk fra.
Det var min skyld
Dramaet startede omkring klokken 18:30, da livreddere på stranden i Magaluf opdagede flammer og røgudvikling på øen Sa Porrassa. Med hjælp fra flere andre arbejdere i området sejlede de hurtigt derud for at sikre sig, at der ikke var mennesker i fare. Alarmcentralen blev straks ringet op.
I nærheden af øen var fire unge turister på vej tilbage til stranden på en vandcykel. En af dem indrømmede hurtigt, at det nok var hans skyld, da han havde smidt et cigaretskod fra sig derude.
Lokalpolitiet var allerede på stedet og stod klar, da de unge kom tilbage. De identificerede hurtigt den formodede gerningsmand, oplyser kilder fra redningstjenesterne til Diariodemallorca. Hvilke konsekvenser, det får for den unge mand, er der ingen oplysninger om, men det kan koste dyrt i bøde og endda fængselsstraf at starte en brand.
Nu er den slukket
Næsten halvdelen af øen er svedet af på grund af en cigaret
Først klokken 12:35 torsdag kunne myndighederne melde branden slukket, men man opfordrer alle til at udvise ekstrem forsigtighed.
Vidste du?
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.