Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Turistbyer siger stop

Skrevet af Kristoffer Olesen, tor, 02/08/2018 - 01:00

Bolig

BOLIG: Populære turistdestinationer skruer bissen på og strammer reglerne for udlejning af ferieboliger.

Lejepriserne i Spaniens mest populære byområder er steget mellem 10 og 15 procent i løbet af sidste år, hvilket presser de lokale indbyggere væk.

 

En række nye tiltag skal derfor forsøge at bremse for korttidsudlejning af lejligheder og ferieboliger i blandt andet Madrid, Barcelona og Palma de Mallorca.

Madrids borgmester, Manuela Carmena, har blandt andet fået indført et forbud mod, at korttidslejere kan bruge samme indgang til boliger som de lokale indbyggere i bymidten.

Reglen forventes ifølge byrådet at ramme 95 procent af ferieboligerne i området.

I Barcelona går man også hårdt til værks. Her er det blevet ulovligt at bruge beboelsesejendomme som ferieboliger, og man giver nu bøder til udlejere, som forsøger at tvinge lokale beboere ud for at gøre plads til turister.

Borgmester Ada Colau har desuden bedt den spanske regering om bedre lovgivning til at sætte en grænse for huslejepriserne.

I Palma de Mallorca har byrådet gjort ferielejligheder ulovlige i hele byen bortset fra mindre lejligheder i specifikke zoner.

Det er blot eksempler fra tre byer, men over hele landet kæmper man med stigende lejepriser. Problemet er, at der ikke findes national lovgivning på området.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.