Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Turister fanget i oversvømmelser

Skrevet af Kristoffer Olesen, fre, 26/10/2018 - 10:33

Vejr og natur

VIDEO: Myndighederne på populære ferieøer fik travlt i går, da regnen væltede ubønhørligt ned.

Når vi sætter kurs mod De Kanariske Øer, er det ofte for at slippe for de nordiske vejrguders vrede, men sådan gik det ikke for de solhungrende turister i går.

Myndighederne vidste godt, det ville blive slemt og havde derfor aktiveret forhøjet alarmberedskab fra klokken seks til klokken 15, og det holdt stik.

Der var gang i den med masser af lyn fra tidlig morgen, og specielt fra 15 til 17 havde myndighederne ekstremt travlt med at komme borgere, der var fanget i farlige situationer, til undsætning.

Regnen stoppede dog ikke som ventet, og myndighederne forlængede derfor alarmberedskabet frem til midnat.

Turister fanget

I alt måtte myndighederne hjælpe flere end 250 personer i sikkerhed.

Blandt andet var et par uheldige turister blevet overrasket af oversvømmelserne i Piedras Caídas på Fuerteventura.

På den første video nederst i artiklen kan man se, hvordan de sidder fanget i deres bil, mens den langsomt bliver slugt og trukket med af vandmasserne.

Lokalpolitiet var heldigvis hurtigt på pletten, så ingen kom til skade.

Lukkede skoler

Gårsdagens uvejr gik værst ud over Tenerife og Gran Canaria, men også Fuerteventura og Lanzarote blev hårdt ramt.

Skolerne på Fuerteventura, Lanzarote og La Graciosa måtte sende alle deres elever hjem, da de frygtede, at regnskyllet kunne blive livsfarligt.

Luftfarten blev også påvirket af uvejret, som skabte forsinkelser og omdirigeringer i lufthavnene.

Ingen af øerne er i alarmberedskab i dag, men myndighederne gør alligevel opmærksom på, at dagen i dag stadig kommer til at byde på overskyet himmel og byger.

Man må altså væbne sig med tålmodighed, før man kan finde solsengen frem igen.

 

Optagelser fra gårsdagens uvejr:

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.