Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Turistkaos i hovedstaden

Skrevet af Simon Koefoed Toft, tor, 20/04/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND & TURISME: Hele boligblokke er blevet til uofficielle hoteller, klager borgerne i Madrid.

Konstant larm om natten, skrald overalt og brækpøle i gangene.

Det er bare nogle af de ubehageligheder beboerne i en bygning i det centrale Madrid må leve med.

Siden 2014 har 80 procent af lejlighederne i ejendommen på Calle del Príncipe 15 været ejet af virksomheden L&H Apartments, der lejer dem ud til turister.

På nuværende tidspunkt er kun tre af husets 42 lejligheder beboet permanent.

Og de tre beboer er godt og grundigt trætte af at blive overrendt af turister, der støjer og sviner.

Bygningen er blevet til et hotel, ud over at der mangler det hotelpersonale, der normalt sørger for, at forholdene er bare nogenlunde i orden, mener beboerne.

- Der er 40 lejligheder, som bliver lejet ud to gange om ugen, hvilket betyder 80 nye beboere om ugen. Man ved aldrig, hvem man møder, når man træder ind i bygningen, siger en beboer til Elpais.com

“Fuldstændig lovligt”

De permanente beboere på Calle del Príncipe 15 har i flere omgange klaget til både L&H Apartments, regionsregeringen og rådhuset, men problemet er ikke blevet mindre.

Faktisk har udlejningsfirmaet helt nægtet at gå i dialog. Den eneste udmelding der er kommet fra L&H Apartments, er at “vores forretning er fuldstændig lovlig”.

Og det er den måske også, men det hjælper ikke de tre stakler, der skal leve med de højlydte turister.

Fra rådhusets side, har man foreløbigt lovet at bede brandvæsenet undersøge, om det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at have så mange turister samlet i en normal beboelsesejendom.

Fest og fulderikker

En af de beboere El País har talt med, fortæller at det er blevet normalt at møde fulde mennesker i gangene.

Og problemet bliver endnu større om sommeren.

- Sidste år var jeg nødt til at installere aircondition, så jeg kunne lukke mine vinduer, for fra mandag til søndag blev jeg vækket om natten af fester, siger hun.

- Og det nytter ingenting at sige fra. Udlejningsselskabet gør intet for at løse det.

Større problemer

Calle del Príncipe 15 er bare det seneste eksempel, på en tendens der har været længe undervejs i både Madrid og Barcelona: Masseturismen presser ganske almindelige borgere ud af bymidten.

Her kan du læse, hvad Spanien i Dag har skrevet om den problematik.

I begge byer har man da også forsøgt at slå ned på ulovlig udlejning, og i Barcelona har man allerede delt kæmpebøder ud til lejeportalerne Airbnb og HomeAway.

Men det er ikke nok, når også lovlige udlejere er til gene for lokalbefolkningen. 

For beboerne på Calle del Príncipe 15 kan man håbe, at brandvæsenet erklærer den uofficielle hoteldrift uforsvarlig.

Og for Barcelona og Madrid må man håbe, at politikerne kan finde en løsning på de problemer, masseturismen skaber.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.