Tyv kom i klemme
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 09/11/2017 - 01:00
Krimi og katastrofe
KRIMI: Alarm sendte udenlansk indbrudstyv op i udluftningskanal uden adgang til friheden.
Rigtige betjente siger altid, at krimier fremstiller forbrydere som meget smartere, end de fleste af dem er. Den 30-årige engelske tyv, der tog flugt i udluftningskanalen i en tøjforretning i Palma de Mallorca, var i hvert fald ikke for klog.
Hvad gør jeg nu?
Røveren var ved stille og roligt at tømme tøjforretningen, da forretningens alarm gik i gang med et vræl. Han blev enormt nervøs, og i stedet for at stikke af eller overgive sig, besluttede han sig til, som i en anden B-film, at gemme sig i ventilationskanalerne over forretningen.
Der lå han så og kunne ikke andet. For han kom nemlig til at sidde så fast, at han hverken kunne komme frem eller tilbage.
Lang nat
Til at begynde med ventede han bare. Måske i håbet om, at noget ville vise sig, men det gjorde der ikke. Til sidst indså han, at han ikke kunne komme ud ved egen hjælp, og hvad gjorde han så? Han ringede naturligvis efter brandvæsenet med sin mobiltelefon.
En gruppe brandmænd kom til stedet. De fik ham fri i morgengryet, og en ambulance fra Ib-salut kørte ham til Son Espases, hvor han kunne blive behandlet for sine skrammer. Under bevogtning, naturligvis, for Policía Nacional var kommet sammen med brandmændene og havde sigtet ham for røveri.
Under forsøget på at slippe ud fra sit snævre skjulested, havde manden slået sig selv gul og blå og havde skrammer over hele kroppen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.