Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Udlændingene smutter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 28/04/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Brexit, aldring og dårligere økonomi sætter sine spor. Briterne forsvinder fra udlændingestatistikken.

Hvad mon der sker med englænderne i Spanien efter Brexit? Det er et af nutidens helt store spørgsmål.

Nu kommer Statistisk Institut med lidt af svaret i sin årlige rapport, der blev offentliggjort onsdag.

Antallet af briter i Spanien er faldet med 40 procent de seneste fire år, men de forsvinder ikke fra bybilledet. En stor del af dem er simpelthen blevet spanske statsborgere og dermed holdt op med at figurere i statistikken på udlændingesiden.

Men der har altså været et fald på 4.437, måske på grund af alder, tab i indtjeningsevne eller skattetryk, og det gør, at nordafrikanere nu er den største gruppe.

Det skriver SUR.

Færre i Sydspanien

Andalusien mistede samlet set 2.780 indbyggere i 2016, og det lyder måske ikke af så meget, men faldet er det første siden 2013. Nu er der samlet 1.626.518 indbyggere registreret i regionen.

Den spanske befolkning stiger, så det er udlændingene, der forsvinder. Og en stor del af dem er altså briter.

Ved slutningen af 2016 var der 40 procent færre end de 73.447 englændere, man havde registreret i 2013.

Flest nordafrikanere

Marokkanerne er nu den største gruppe. En stor del af dem har spansk statsborgerskab, men der bor i alt 46.54 i Málaga-området. Tallet faldt kort i 2013, men siden er det steget igen.

Antallet af nordafrikanere med spansk statsborgerskab er steget støt. Det samme gælder den paraguayanske og colombianske koloni.

Málaga har altså mistet udenlandske indbyggere de seneste år, men mindre voldsomt end man får indtryk af, fordi mange er blevet nationaliseret. Efter briterne forsvinder andre europæere som finner, tyskere og rumænere, mens antallet af folk fra konfliktramte områder som Venezuela og Ukraine stiger. 

På landsplan

Det er femte år i træk, at den spanske befolkning falder.

På årsbasis faldt antallet af registrerede indbyggere med 17.982 mennesker, hvilket bringer antallet af indbyggere i Spanien ned på 46,5 millioner per den 1. januar 2017.

Og faldet skyldes altså et fald blandt os udlændinge med en nedgang på 1,5 procent i forhold til det foregående år.

Kommentarer

Man burde nok lige nævne at pga den meget store arbejdsløshed i Spanien er der en rigtig stor gruppe af især unge som er rejst til udlandet for at arbejde.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.