Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ulve i det fri

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 25/06/2018 - 11:36

Krimi og katastrofe

KRIMI: Kvinderne hader dem, men menigmand trækker på skuldrene. ‘La manada’ - ulvekoblet - lever igen et almindeligt liv, og den ene fejrede friheden med fest.

La Manada var hvad pressen døbte de fem yngre mænd, der gruppevoldtog en 18-årig, beruset kvinde. 

Lederen af ‘ulvekoblet’ er nu på fri fod, og det er hans medgerningsmænd også. 

Friheds-fest

De blev idømt ni års fængsel, men en kaution på 6.000 euro for hver har fjernet tremmerne og lukket dem ud i friheden.

Alfonso Jesús Cabecero meldte sig hos en dommer i Sevilla mandag morgen. 

Både pressen og menigmand - især kvinder - var mødt talstærkt frem, og det var ikke hyldestråb, der mødte ham. Cabron - skiderik - var det, den 27-årige hørte mest.

Han udtalte til pressen, at han var lidt træt efter de første dage i frihed. Journalister, der har fulgt ham tæt uden for cellen kan fortælle, at han har fejret friheden med fester til langt ud på natten.

At ordne det formelle varede ti minutter, hvorefter han ræsede ud i friheden på en motorcykel.

Det skriver Antena3

Bevidstløs sagde ikke fra

Sagen er mildest talt kontroversiel. De fem dømte var til San Fermín-fest i 2016, da de besluttede sig for at voldtage en 18-årig kvinde på skift i en portåbning. 

Det, der har fået især kvinder op af stolene, er, at deres forsvar for handlingen tilsyneladende blev taget med i betragtning. 

Kvinden var fuld, og hun sagde ikke nej. Dermed blev de ikke dømt for voldtægt, men det noget mildere rent strafferetligt ‘seksuelt overgreb’.

At hun helt klart ikke var i stand til at sige noget som helst, kom ikke hende, men overgrebsmændene til gode i retten.

Seks måneders minimumsløn

6.000 euro har det kostet La Manada at slippe fri af tremmerne. Det svarer til en halv årsløn for de lavestlønnede.

Sagen er ikke afsluttet, for Højesteret i Navarra skal bestemme, hvad der videre skal ske med de fem. De fik i første retsinstans ni år i spjældet hver, men den dom ankede de altså.

Udbredt holdning

Spørgsmålet om, hvorfor de nu er sluppet fri, hænger måske sammen med spanieres holdning til voldtægt. 

Der er en udbredt idé om, at kvinden måske selv bærer en andel af skylden. Var hun for eksempel fuld?

Denne holdning går helt op i de øverste lag af samfundet. Seguridad Social lavede en plakatkampagne med budskabet at ‘hun kunne jo havde ladet være’ med at klæde sig sådan, drikke alkohol og så videre.

Myndighederne blev tvunget til at trække advarselsplakaten tilbage, efter diverse kvindeorganisationer rasede over den.

En nylig undersøgelse viser desuden, hvor slemt det står til i befolkningen. 

Næsten halvdelen af spanierne - og kun lidt under halvdelen af kvinderne - mener, at hvis man drikker sig i hegnet, er man selv lidt ude om at blive voldtaget.

Læs mere her

Fem procent af 2.5000 adspurgte mener, at man direkte beder om det, hvis man slingrer af sted og ikke er i stand til at forhindre overgrebet.

Ikke lige den holdning, der får testosteronfyldte festdeltagere til bare at sige tak for i aften.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.