Ulven er tilbage
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 17/04/2019 - 07:00
Vejr og natur
NATUR: ‘Ulven kommer’ er ikke længere en vandrehistorie i de gamle børnebøger, men ikke alle er begejstrede.
Efter 70 års konstant tilbagegang og frygt for udryddelse er der godt nyt: Ulven er vendt tilbage.
I dag er der mindst fem ulvefamilier i Madrids Guadarrama-bjergkæde, og deres største fjende er ikke længere jægere, men trafik på landevejene.
Mindst fem ulve er døde efter påkørsel i løbet af de sidste 13 måneder.
Fremgang
Oplysningerne om fremgangen i ulvebestanden kommer, efter at der for fem år siden noget overraskende blev spottet et ulvepar med fire hvalpe.
Det skete på trods af mange årtiers kamp mod og forfølgelse af ulve i hele Spanien.
- Og nu, fem år senere, er der mindst fem familier med i alt 35 til 40 dyr, siger Luis del Olmo, generaldirektør for Madrids afdeling for miljø og bæredygtighed.
- Det går langsomt, men sikkert fremad, og nu ser det ud til, at ulven igen er etableret i regionen, siger del Olmo.
Ulvene blev sidst set i udkanten af Segovia og Ávila, og har nu bredt sig til den indre del af provinsen.
Madrid-ulvenes sundhed er ret god.
Væk fra tætbefolkede områder
Ulvenes fremgang bremses af områder med større befolkningstæthed, hvor de støder på et trafikeret vejnet.
Derfor holder de til i områder med meget lav befolkningstæthed.
Det gælder for den sydlige del af Guadarrama-bjergkæden, hvor befolkningstætheden er nede på ti personer per kvadratkilometer.
Her har ulvene fundet det perfekte levested blandt egetræer, buske og fyrreskove med flere byttedyr som rådyr, kaniner og vildsvin. En kost, som de så desværre supplerer med angreb på husdyr...
Husdyr i fare
Landmændene kræver derfor ikke overraskende, at bestanden reguleres. Der er nemlig et stigende antal angreb på deres besætninger.
I Madrid var der 15 angreb i 2013. I 2016 steg antallet til 213, og sidste år kom vi helt op på 398.
Og erstatningerne vokser med samme hast.
I 2014 blev der budgetteret med 40.000 euro i erstatning for skader på husdyr. I år er der øremærket 300.000 euro. Men selvom erstatning er et plaster på såret, foretrækker landmændene nu alligevel at have deres dyr i fred.
Alfredo Berrocal er formand for landmændenes sammenslutning i Madrid.
Brug for forebyggelse
Han kræver, at den regionale ledelse gør noget ved problemet og kommer med forslag til forebyggende foranstaltninger.
I tilfælde med køer er det vanskeligt, siger han, fordi køerne går ude døgnet rundt.
- Det er enklere med får og geder, fordi de kan holdes inde om natten.
Regionsledelsen er klar over problemet, men mener, at landmændene må acceptere, at der kan ske tab.
- Vi siger ikke, at jo flere ulve jo bedre. Vi må have en debat om, hvor langt vi kan gå, siger udvalgsformanden.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.