Utallige korrupte politikere på stemmesedlen
Skrevet af Pia Bruun, fre, 22/05/2015 - 12:28
Krimi og katastrofe Samfund og Politik
POLITIK: Rene hænder er efter hånden en sjælden ting i spansk politik. Hovedparten af de traditionelle partier stiller op til søndagens kommunalvalg med en lang liste af kandidater, der er mistænkt eller sigtet for korruption.
Problemet med korruption er langt fra nyt, og synes da heller ikke at afholde vælgerne fra at stemme på de partier, der er i søgelyset i forbindelse sager om korruption, embedsmisbrug, svig og hvidvaskning af penge.
Ingen regioner går fri, men nogle er mere ramt end andre. Det gælder især turistområder, hvor en stor del af kandidaterne menes at have haft fingrene ligt for langt nede i kommunekassen.
Hver anden politiker mistænkt
I Manilva (Málaga) er halvdelen af de lokale kandidater fra de store partier, PP, IU og PSOE under efterforskning. I La Oliva på Fuerteventura, hvor der er otte kandidater til borgmesterposten, er fem involveret i strafferetlige sager.
Blandt de forbrydelser, som er ved at blive undersøgt, er anklager om bestikkelse, misbrug af offentlige midler og embedsmisbrug, trusler, vold og hvidvaskning af penge, dokumentfalsk, svig, og ulovligheder i forbindelse med køb og salg af fast ejendom.
I nogle tilfælde benytter den sigtede kandidat lejligheden til at skifte parti.
Gammel vin på nye flasker
Det gælder for eksempel for den tidligere formand for León Provinsens lokalregering, Marcos Martínez, som er under efterforskning for sin medvirken i Punica-sagen, der handler om korruption i Madrid-området fra dengang, han stillede op for PP.
51 konservative politikere blev sidste år anholdt og anklaget for medvirken til bestikkelse og korruption for 250 millioner euro.
Martínez er blevet bedt om at betale en kaution på 30.000 euro, men er stadig på fri fod og stiller nu i stedet op som spidskandidat for et nyt parti i Cuadros (León).
Den kontroversielle PP-borgmester i Valladolid, Francisco Javier León de la Riva, der stiller op til genvalg, har allerede været på anklagebænken for at have indrettet værelser i sin private ejendom til udlejning uden tilladelse.
Sad og talte penge
En anden PP-borgmester, Alfonso Rus, i Jávea, som endnu ikke er kommet på anklagebænken, er under mistanke for at have modtaget sorte penge fra en lokal ejendomsspekulant.
Rus blev for nylig afsløret i en video, hvor han sidder og tæller tusindvis af euro i en bil. Pengene menes at være returkommission i forbindelse med en større ejendomssag.
Hans eget parti har suspenderet ham, men Rus nægter at forlade sin borgmesterpost selv om hans billede er blevet fjernet fra partiets valgkampagne.
PSOE kan også være med
På den lille kanarie-ø, La Gomera, er formanden for det socialistiske parti PSOE i 24 år, Casimiro Curbelo, blevet berømt for et skænderi han havde med politiet i Madrid. Han er desuden under efterforskning af Guardia Civil i forbindelse med sin pludseligt stigende velstand.
PSOE har valgt at suspendere Curbelos kandidatur på La Gomera, men det fik ham bare til at lave et nyt parti, som han nu stiller op for. Meget tyder på, at han har gode chancer for genvalg som borgmester – bare for et andet parti.
I Castilla-La Mancha er kandidater fra mindst 12 kommuner ved at blive undersøgt for diverse ulovligheder, der spænder fra annullering trafikbøder til deres familiemedlemmer til anklager og truende og farlig adfærd.
Pokemon-borgmestre stiller op
I Galicien kan borgerne stemme på mere end 20 borgmestre, der er under mistanke for deres tilknytning til den såkaldte Operation Pokemon.
Pokemon handler om ulovlig partifinansering og involverer både PP og PSOE. I Madrid-regionen stiller tre borgmestre, der alle har været anklaget for en domstil, op til genvalg.
Det gælder borgmesteren i Brunete, der er anklaget for at forsøge at bestikke et byrådsmedlem, i Fuenlabrada, og for at overfalde en advokat. I Las Rozas er borgmesteren sigtet for at have betalt private rejser med kommunale penge.
I Andalusien er der flere sager af samme slags. Blandt de mest kendte er Rafael Gómez, der stiller op som borgmesterkandidat i Córdoba, selv om han allerede er blevet idømt seks måneders fængsel for bestikkelse i Malaya-sagen i Málaga.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.