Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Valencias historiske vingesus

Skrevet af Pia Bruun, søn, 27/11/2016 - 00:01

WEEKEND: Brug de spanske vinterdage på at udforske landets dramatiske historie. Valencia byder på imponerende bygningsværker, som tager dig flere tusind år tilbage i tiden.

Hold pause fra by- og strandlivet, og besøg i stedet nogle af Spaniens mest fantastiske slotte og fæstninger.

Vi byder denne gang på en fascinerende efterårsrute med besøg i nogle af de mest spektakulære slotte i Valencia-regionen .

Den Iberiske Halvø er gennemsyret af historiske begivenheder, og man kan stadig se bygningsværker  fra romernes talrige erobringer for over 2.000 år siden og det imponerende islamiske rige, som på et tidspunkt omfattende hovedparten af den iberiske halvø.

Derfor har landet et væld af både charmerende slotte og gamle, uhyggelige borge, som du kan udforske.

Maleri af fæstningen og slottet i Morella - som den formentlig har set ud

På din rundrejse til borge, fæstninger, paladser og slotte vil du hurtigt føle, at du er kommet på en unik tidsrejse, som tager dig flere tusind år tilbage i tiden.

Både romere og maurere fik sat deres præg på omgivelserne

Vi bringer her ti 'must-see' castillos - slotte -  langs den østlige Middelhavskyst og besøger historiske bygningsværker i Sagunto, Xativa, Cullera, Peñíscola, Atalaya, Sax, Santa Barbara, Morella, Onda og Benisanó – alle smukke bygninger, der vidner om Spaniens storhedstid.

Nogle af slottene er autentiske fæstninger, der er omgivet af en mur, og flere har tårne, kapeller og kældre.

Hvad er hvad?

Men lad os lige starte med at få nogle af betegnelserne på plads:

Et slot er en større bygning, der blev opført som bolig for en fyrste, en konge eller en hertug, men udtrykket anvendes efterhånden også om en anselig herregård.

Sådan så Valencia ud under romernes herredømme

Et palads er en storslået bopæl for et statsoverhoved eller en biskop eller en ærkebiskop. Ordet stammer fra det latinske Palātium for Palatinerhøjen, der er en af de syv høje i Rom.

Borgen eller fæstningen som bygningsværk er opstået for mange hundreder af år siden samtidigt med at behovet for at forsvare sig mod fjender steg.

Mange af de gamle bygningsværker er restaureret og åbne for publikum

En borg adskilte sig fra et slot ved kun at have små udvendige vinduer, for at gøre det vanskeligt at skyde ind.

De var ofte omgivet af volde, først af jord og senere afløst af store murede volde, som omkransede en strategisk vigtig bebyggelse. Voldene eller murene udbyggedes med vagttårne og fæstninger.

En fæstning er et større område med sammenhængende permanente forsvarsværker og kan omfatte en hel by.

Rekonstruering af en romersk by med ringmur, vold og hængebro

Det var en tidligere militær myndighed med egen kommandant, og fæstningerne udgjorde ofte en tredje komponent i forsvaret på lige fod med hær og flåde.

Valencia byder på en imponerende kulturarv, og beviset på dette er de mange slotte, der har overlevet århundreders kampe blandt romere, maurerne og kristne.

Vi bringer her et lille udvalg.

El Castillo de Peñíscola

Slottet er også kendt som Papa Luna, fordi det var residens for pave Benedict XIII under hans pavedømme.

Det er ligger på toppen af klippen i en højde på cirka 64 meter havets overflade

Slottet blev bygget mellem 1294 og 1307.

Indgang koster mellem 2,50 og fem euro, og der er åbent om vinteren fra 10:30 til 17:30.

Castillo de la Atalaya, Alicante

Dette historiske monument er det mest kendte symbol på byen Villena i Alicante-provinsen

Denne fæstning blev opført under det mauriske rige i 1100-tallet og genopbygget af de kristne i det fjortende århundrede.

I 1931 blev bygningen erklæret for Kunstnerisk Historisk Monument

Det var en vigtig højborg for muslimerne og viste sin robusthed ved at at tropper under Jaime I måtte belejre området hele tage tre, før det lykkedes dem at tvinge maurerne til at overgive sig i 1240.

Indgang koster tre euro, og der er også mulighed for guidede rundvisninger.

El Castlillo de Sax

Slottet her er bygget på en stejl klippe i byen Sax i Alicante og ligger 500 meter over havets overflade.

Bygningen er delt op i et område mod nord og sydvest

Det første består af en rektangulær flade og et firkantet tårn i én etage, mens den anden del består af et tårn, La Torre del Homenaje på tre etager.

El Castillo de Sagunto

Slottets oprindelse er romersk og muligvis endnu tidligere, fordi det er opført på resterne af en gammel iberisk boplads.

Et af østkystens mest betydningsfylde romerske bygningsværker

Med rester fra den romerske æra og elementer fra den tidlige og sene middelalder blev bygningen i 1931 erklæret for nationalmonument.

Ved siden af slottet ligger det romerske teater

Slottets historie er spændende og indeholder begivenheder fra flere kulturer: Romerne, goterne, maurerne og de kristne. Stedet går oven i købet helt tilbage til Hannibals belejring.

El Castillo de Onda

Bygningens historie er omfattende og inkluderer blandt andet flere slag mellem katolske styrker og det mauriske imperium.

Bygningen var skueplads for flere slag mellem kristne og muslimer

Slottet blev indtaget af El Cid, som dog mistede det igen til almoraviderne i det tolvte århundrede. Senere blev det generobret af Kong Jaume I i det trettende århundrede.

El Castillo de Santa Bárbara 

Denne historiske fæstning ligger ganske tæt ved kysten smukt placeret 166 meter over havets overflade på bjerget Benacantil i Alicante.

Fra den gamle fæstning er der en famtastisk udsigt over kysten

I området er der gjort arkæologiske fund fra bronzealderen, fra det oprindelige iberiske samfund, fra romerne og maurerne.

Set fra stranden ligner bjerget et ansigt, og er også blevet kaldt Maurerens ansigt.

Bygningen blev opført i slutningen af det niende århundrede af det daværende muslimske styre

El Castillo de Morella

Denne velbevarede fæstning har været vidne til forskellige civilisationer - iberere, romere, muslimer, kristne – som hver især har sat deres præg på bygningen.

Området har været beboet uafbrudt siden det tredje årtusinde f.Kr.

Den blev bygget oven på bjerget La Mola for at drage forsvars-mæssig fordel af udsynet over området og er domineret af islamisk arkitektur fra det 13. århundrede, efterfølgende reformeret og udbygget i en senmiddelalderlig arkitektur.

Den består af et centrale torv, guvernørens palads, vandtank, tårn, fængsel, ruiner af de kongelige paladser og pavilloner.

Slottet er en af de mest imponerende fæstninger langs Middelhavet

Morella spillede blandt andet en rolle i forbindelse med den katolske Kong James I's indtagelser af maurernes besiddelser.

Slottet er meget strategisk placeret og udgør en af grundpillerne i Morellas fantastiske kulturarv.

El Castillo de Benisanó

Der er tale om et af de bedst bevarede fæstninger i Valencia

Bygningen indeholder slot med residens, og fæstningen har tårne og mure, der vidner om landets omvæltende fortid.

Slottet blev bygget på en arabisk landejendom, Benixanut, efter ønske af familierne Cavanilles og Villarrasa, der var lensherrer i Benisanó.

På det tidspunkt havde slottet både vindebro og en voldgrav

Slottet er kun åbent for offentligheden søndag formiddag, og indgang koster mellem 1,50 og tre euro. 

El Castillo de Xàtiva

På grund af den smarte placering i byen - hævet over alt - har denne fæstning været skueplads for utallige konflikter og kampe, som Erobringen Jaume I og Den Spanske Arvefølgekrig.

Slottet er erklæret kulturmonument

Dets oprindelse menes at stamme helt tilbage til det oprindelige iberiske samfund og romerne.

Monumentet er opdelt i Castell Minor og Major – en mindre og en større del

Til venstre ligger den lille del af bygningsværket, som blev opført af det oprindelige iberiske folk, og til højre den større del af fæstningen, som blev opført efterfølgende af romerne. Begge blev overtaget af maurerne, som byggede en ringmur rundt om fæstningen.

El Castillo de Cullera

Fæstningen er det mest emblematiske monument i byen og ligger på bjerget Montaña de los Zorros meget nær kysten og Júcar-flodens udløb i havet.

Det er en arabisk militærbygning, som blev opført under Kalifatet i Córdoba i det tiende århundrede.

I det 11. århundrede udgjorde det en del forsvaret for kongedømmet i Valencia

Da det stod færdigt i det 14. århundrede, var hele området omgivet af en ringmur med tårne, hvoraf det højeste var ti meter.

Slottet var siden residens for monarkerne i Aragón, når de besøgte byen

Bygningen blev opført i slutningen af det niende århundrede af det daværende muslimske styre.

Lav din egen slot-rute

Der findes mange flere gamle slotte og fæstninger rundt omkring i Valencia-regionen, som var et af de vigtigste områder at erobre for både romerne og maurerne.

Benyt eventuelt lejligheden til at kombinere besøget med en rundtur i landsbyen. I december er der udstillinger og julemarked og hyggelig stemning i gaderne.

Fortryllende aftenstemning 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.