Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Separatisterne sejrer i Catalonien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 28/09/2015 - 01:05

Samfund og Politik

POLITIK: Valgets vindere erklærer uafhængighed i Catalonien før 2017, med mindre de løber fra deres valgløfte nummer et.

Spørgsmålet om uafhængighed kaprede dagsordenen op til det catalanske parlamentsvalg, selvom det i princippet var et almindligt valg til det regionale parlament, som finder sted i alle Spaniens 17 regioner med jævne mellemrum.

Men separatisterne gjorde fællesfront for uafhængighed inden valget under listen 'Junts pel sí' – og de vandt.

Dog med støtte fra det mindre socialistiske parti CUP, der som det eneste uafhængighedsparti ikke var med i 'Junts pel si'.

Farvel Spanien

Allerede da de første exitpolls begyndte at komme, var CUP-politikeren Antonio Baños hurtig til at udråbe sejren på det sociale medie twitter.

”Til den spanske stat: Uden bitterhed, farvel” skrev han, allerede inden det endelig resultat var offentliggjort.

Det stod dog hurtigt klart, at han ikke behøvede at trække i land.

Sejr uden flertal

Alt i alt vandt separatisterne ved at erobre 72 af de 135 mandater, der er i det catalanske parlament. Men det betyder ikke, at flertallet af catalanerne vil løsrive regionen.

Faktisk lykkedes det for 'Junts pel si' og CUP at erobre deres 72 mandater med under 50 procent af stemmerne.

Det skyldes det spanske valgsystem, der ofte bliver beskyldt for at favorisere de store partier. Og i Catalonien er det uafhængighedspartierne frem for PP og PSOE, der ellers dominerer i det meste af landet.  

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.