Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Valghandling stærkt overvåget

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 21/12/2017 - 11:12

Samfund og Politik

VALG CATALONIEN: Både de fysiske valghandlinger på skolerne og transmissionerne af valgdata er under skarp bevogtning.

5.554.394 catalanere har i dag ret til at stemme til valget i det regionale parlament, El Parlament.

Valgresultatet kan i høj grad afhænge af, hvor mange der benytter sig af deres stemmeret. Specielt blandt de borgere, der ønsker fortsat tilhørsforhold til Spanien.

Valgstederne åbnede klokken 9:00 og lukker klokken 20:00, hvorefter den manuelle optælling af stemmesedlerne begynder.

Kø til valgsted fra morgenstunden

Tusinder på banen

24.741 valgtilforordnede sidder klar ved valgbordene med 49.482 suppleanter som back-up og 3.889 repræsentanter fra den offentlige administration. Dertil kommer befuldmægtigede fra de enkelte politiske partier, der er tilstede ved de enkelte valgbord.

17.000 politibetjente er udstationeret til at overvåge, at alt går korrekte for sig i de 2.680 valglokaler fordelt i hele regionen. Det er 7.000 betjente flere end ved det forrige valg i 2015.

Det er nyt, at en politibetjent permanent skal opholde sig i valglokalet, så længe det er åbent. Derudover vil politiet også være til stede i koordinerings-centrene og officielle regeringsbygninger. Politiet vil også overvåge den senere transmission af data, når valgresultaterne skal samles.

Risiko for omvalg

85 af pladserne i El Parlament vælges i provinsen Barcelona, 18 i Tarragona, 17 i Girona og 15 i provinsen Lérida.

På baggrund af de hidtil publicerede meningsmålinger forudsiger mange analytikere et resultatet, der kan umuliggøre en regeringsdannelse.

Såfremt det ikke lykkes i El Parlament at blive enige om en ny præsident og regering, vil der blive nyt valg i slutningen af maj eller begyndelsen af juni 2018.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.