Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vand, videnskab og kunst

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 07/09/2018 - 07:00

Teknologi & Videnskab

NATUR OG KULTUR: Hvad med en tur til Valencia? Der er oplevelser under vand, der vil noget.

Hvis du ikke har været i Oceanogràfico, har du absolut noget til gode, og det er da også en af de helt store turistmagneter i Valencia. 

Den fantastiske bygning blev tegnet af Félix Candela og José María Torres og indviet i 2003. 

Stort hit i sommer

Det er jo ikke fordi vi ikke er patrioter og vil heppe lidt på Den Blå Planet, men den her i Valencia får de fleste andre akvarier til at ligne noget, man kunne havde derhjemme i dagligstuen.

Det er da også Europas største. 

Hvis du har lyst til at besøge stedet enten selv eller med hele familien, bliver du ikke alene. 

Selvom sommeren typisk trækker folk til stranden blev der i sommermånederne solgt 561.000 billetter alene til akvariedelen af Valencias videnskabsby, CASCA. 

Det skriver Elmundo.es

Det er en ordentlig stigning, både fra udlændinge og spaniere fra andre regioner, i forhold til sidste år.

Kæmpestort udvalg

Her kan man finde stort set alt fra edderkoppekrabber til søløver, hajer og pingviner og meget, meget mere. 

Stedet er også ret imponerende set udefra

Faktisk udgør akvariets 42 millioner liter vand og omgivelser hjem for flere end 40.000 indbyggere: fisk, pattedyr og fugle.

Saltvandet i bassinerne er pumpet i land ved Malvarrosa-stranden og er naturligvis blevet filtreret efter alle kunstens regler.

I akvariet fremviser man planetens forskellige økosystemer: Middelhavets, tempererede og tropiske have, verdenshave, Antarktis og Det Røde Hav.

Der er også et delfinarium med 24 millioner liter vand, hvor de nuttede dyr kan lege på 10,5 meters dybde.

Sommernørderi

Men CASCA er jo mere end vand, delfiner og hajer. 

Det naturvidenskabelige museum har haft 276.000 besøgende hen over sommeren. Deraf er mange lokale, men bestemt ikke alle. 

82 procent kom udefra, og især var italienerne helt vilde med at nørde naturvidenskab i sommer. 

God idé

La Generalitat har det helt fint med besøgstallene, for det var ligesom dét, der var meningen med det hele: 

At skabe noget, der kunne vække folks nysgerrighed både på det nationale og internationale plan.

Du kan booke billetter på nettet. 

Og hvis du har trang til flere dyr, er der jo også en lækker Bioparc i Valencia. Den er i øvrigt en af verdens bedste, og det kan du læse mere om her

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.