Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vanvittigt varmt!

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 16/08/2021 - 10:51

Vejr og natur

SOMMER: Varmen er endelig på retur, men der er blevet sat nogle rekorder i weekenden.

Hedebølgen begynder endelig at lette, og myndighedernes mange advarsler endte med at give ret god mening. I hvert fald blev der sat flere varmerekorder.

Montoro i Córdoba satte lørdag historisk varmerekord med 47,2 grader klokken 17:10. Det er det varmest, der nogensinde er målt i Spanien i et observatorium i det statslige meteorologiske agenturs hovednetværk, Aemet. 

Den tidligere rekord var fra Córdoba By, hvor der blev målt 46,9 grader den 13. juli 2017.

Ved midnat var temperaturen stadig 35,8 grader. Selv om det søndag begyndte lidt mere tåleligt med omkring 42 grader ved middagstid, havnede man stadig over 46 grader om eftermiddag, og byens hovedtorv var totalt mennesketomt. 

Montoro var ikke det eneste sted i Spanien, hvor varmen var kvælende hele døgnet. I Jaén faldt temperaturen ikke under 30 grader på årets varmeste nat.

Ifølge Aemet har Montoro og ni andre kommuner i Andalusien registreret de højeste temperaturer i landet lørdag, der var den varmeste dag i hedebølgen. Montoro registrerede allerede fredag den højeste temperatur med 46,2 grader.

Efter rekorden i Montoro kom Córdoba Lufthavn med 46,9 grader klokken 17:50, Ecija i Sevilla med 46,6 grader klokken 16:00 og Aguilar de la Frontera i Córdoba med 46,5 grader klokken 17:20.

Den femte højeste temperatur fredag i Spanien var i Fuente Palmera i Córdoba med 46,4 grader klokken 17:10, den sjette var i Fuentes de Andalucía i Sevilla med 46,3 grader på samme tidspunkt, og den syvende var i Granada Lufthavn med 46 grader klokken 15:40.

Top 10 fuldendes af Espiel i Córdoba med samme temperatur som Granada Lufthavn klokken 16:10, Granada By med 45,9 grader klokken 16:20 og La Puebla de los Infantes i Sevilla med 45,7 grader klokken 17:00.

Men det var generelt lunt i hele landet. Blandt andet i Murcia By, hvor der klokken 16:10 lørdag blev målt 46,1 grader, hvilket var rekord for området. Den gamle rekord fra 1994 og var på 45,7 grader.

I Valencia-regionen blev der målt 44,7 grader i Ontinyent klokken 13:20. Jalance målte det samme, mens Villena i Alicante registrerede 43,3 grader og Novelda i Alicante havde 43,2 grader klokken 13:30.

Andre målinger fra Costa Blanca tæller Orihuela med 44,9 og Rojales med 38,9.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.