Varme hjerter i Baskerlandet

Tirsdag blev der trykket i hånden til den helt store guldmedalje. Det blev foreviget på en gabende uinteressant video, men vil få stor betydning for en masse menneskers liv.

Flygtningeminister Consuelo Rumi og Forenede Nationers Flygtningehøjkommissær Filippo Grandi er ikke verdens bedste skuespillere. 

De to politikere så lidt beklemte ud, da de foran kameraet i det uendelige beseglede en aftale, hvor Spanien går den ekstra mil for flygtninge. 

Sagen er næsten banebrydende.

Det, der blev rystet hænder på, var en aftale om et pilotprojekt, der vil komme til at køre i Baskerlandet - sandsynligvis fra begyndelsen af 2019. 

Det hedder ‘patrocinio communitario’, der er en betegnelse, som nærmest må oversættes som fælles sponsorering.

Gammel tanke

Idéen dukkede første gang op allerede i 1979 i Canada, da indokinesiske flygtninge skulle integreres.

I stedet for at lade det offentlige bakse med ikke altid lige vellykkede forsøg på få kinesere og canadiere til at vænne sig til hinanden, lavede man sponsorordninger, hvor alt fra individer til organisationer eller bare grupper kunne ‘adoptere’ en flygtning. 

Sponsorerne skulle  støtte både financielt og psykisk, så flygtningene kom til at fungere i det nye land. 

Og erfaringen viste, at det var en rigtigt god idé.

Baskerne først

Derfor skal eksperimentet nu køre som pilotprojekt i Nordspanien.

Overanstrengte embedsmænd har ikke samme muligheder for at gå til sagen med liv og sjæl, som private, der har meldt sig frivilligt.

Projektet skal naturligvis ikke erstatte de offentlige tiltag. Der bliver heller ikke tale om, at man bare overlader flygtningene til deres sponsorers nåde og barmhjertighed. 

Det kommer til at være samarbejde mellem offentlige myndigheder og de flinke folk, der har lyst til at få en flygtning “med hjem”.

Projektet retter sig fra starten mod familier, som allerede er blevet udvalgt til at skulle bosætte sig i Spanien. De kommer fra flygtningecentre i Tyrkiet og Jordan.