Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Varmeste juni i 100 år

Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 07/07/2017 - 11:02

Vejr og natur

VEJR & NATUR: Sommeren slår rekorder på De Kanariske Øer, der har været som en ovn den seneste måned.

Spaniens højeste bjerg, Teide, stikker 3.718 meter op over havets overflade.

Og i 2.400 meters højde ligger en af Spaniens ældste vejrstationer. Observatorio de Izaña har overvåget temperaturer og atmosfæriske fænomener i mere end en menneskealder, og vejrstationen offentliggør hver 30. dag gennemsnitstemperaturen for den seneste måned.

I år har der været helt ualmindeligt varmt på vulkanbjerget Teide, der ligger på det centrale Tenerife. 

Faktisk har juni måned i år været den varmeste, der er blevet målt siden 1916.

Døgngennemsnittet lå på 17,2 grader ifølge det meteorologiske institut, Aemet, og det er altså uhørt varmt i den højde.

Generelt høje temperaturer

Resten af Tenerife har bestemt heller ikke været skånet for heden i år. I Reina Sofía-lufthavnen har gennemsnitstemperaturen for alle døgnets 24 timer i juni været 24,1 grader, hvilket er det højeste, der er målt siden 1981.

Det skriver Canariajournalen.no

Kigger man på det større billede, begynder der for alvor at tegne sig et mønster.

På De Kanariske Øer har gennemsnitstemperaturen ligget 1,8 grader over normalen, og øerne har i flere omgange oplevet decideret ubehageligt varmt vejr.

Varmere end troperne?

Vest på Gran Canaria blev der for eksempel den 23. juni målt hele 41,1 grader i Tasarte, og samme dag var der 40,7 grader i Agüimes.

Dagen efter kunne Agüimes prale af (eller ærgre sig over), at termometeret i et helt døgn ikke kom under 31,5 grader. Så kan danske “tropenætter” vist godt pakke sammen.

Og apropos tropenætter, så var der 21 af slagsen på Kanarieøerne i juni. Det er tre gange så mange som normalt.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.