Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

“Vi er alle Mas”

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 16/10/2015 - 10:19

Samfund og Politik

POLITIK: Cataloniens regeringsleder, Artur Mas, nægter sig skyldig foran højesteret i Barcelona.

I går mødte Artur Mas op i retten i Barcelona for at forsvare sig i forbindelse med afholdelse af den ulovligt afholdte folkeafstemning om uafhængighed den 9. november sidste år.

- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal give de her forklaringer, sagde han og fortsatte:

- Under alle omstændigheder vil jeg give dem til det catalanske parlament. Høringen var en politisk beslutning.

Mas gjorde det dog helt klart, at han vil påtage sig det samlede ansvar i forbindelse med afholdelse af folkeafstemningen og udarbejdelse af stemmesedlen.

Omkring 2,3 millioner af Cataloniens i alt 7,5 millioner indbyggere deltog i afstemningen, og næsten 1,9 millioner stemte for uafhængighed.

Politisk sag

Efter mødet i retten holdt den catalanske leder en pressekonference, hvor han gentog, at han ser retssagen mod ham som politisk motiveret.

Mas beskylder de spanske myndigheder for at gå efter ham for at forpurre hans plan for løsrivelse af den velhavende nordøstlige region.

- Det her er dem, der vil tvinge sagen igennem og drive det helt til grænsen, fordi vi ikke har med en neutral stat at gøre, sagde Mas på catalansk.

Dette er en politisk sag, der bør løses som en politisk sag, understregede han.

Påtager sig ansvaret

- Jeg erkender, at jeg har det fulde ansvar for at have taget et politisk initiativ til afholdelse af en ikke-bindende afstemning i strid med de spanske myndigheder, fortalte han videre.

Spaniens centralregering står fast ved, at en afstemning om uafhængighed er imod forfatningen, da alle spaniere har ret til at være med til at træffe beslutninger om suverænitet.

59-årige Mas vinkede til den fremmødte menneskemængde uden for retsbygningen før og efter høringen, der er en del af en retslig proces, som kan ende med at udelukke ham fra offentlige hverv.

Det lokale politi siger, at omkring 3.000 mennesker sluttede sig til demonstrationen for hans støtte.

- Vi er alle Mas, råbte mængden.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.