Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vi maler byen rød

Skrevet af Kristoffer Olesen, tor, 30/08/2018 - 09:22

Rejser & oplevelser

VIDEO: Mere end 100 ton tomater fløj gennem gaderne, da verdens største madkamp fandt sted i går.

I Danmark fortæller mødre gerne deres børn, at man ikke må lege med maden, men i byen Buñol nær Valencia er de bestemt ikke enige. 

Hvert år har de nemlig dedikeret den sidste onsdag i august til verdens største madkamp - og i går var ingen undtagelse.

Begivenheden hedder ‘La Tomatina’ og involverer over 100 ton overmodne tomater, der bliver brugt som kasteskyts af flere tusinde festglade deltagere.

En times kaos

Tomaterne kommer fra Extremadura og bliver kørt ind i bymidten om formiddagen, og når ‘Palo Jabón’ er blevet besteget, kan festlighederne begynde.

Palo Jabón er navnet på en to-etagers høj pæl med en skinke naglet fast på toppen.

Egentlig bør tomat-kasteriet først starte, når en af deltagerne har erobret skinken, men da det er en næsten umulig opgave, begynder kampen for det meste før.

Dysten varer en time, hvorefter store brandbiler ankommer og spuler gaderne - deltagerne må selv finde et sted at vaske sig.

Som en lille bonus for værtsbyen gør syren fra de mange tomater faktisk veje og fortov ekstra rene.

Det går ikke stille for sig i Buñols gader

Forbered dig på kampen

La Tomatina har efterhånden opnået en legendarisk status internationalt, men hvis du gerne vil deltage, er der lige nogle retningslinjer, du bør kende til.

Så længe kaoset står på, er det hver mand for ham selv. Der er ikke mange regler i kampen, men byrådet har alligevel lavet nogle få af sikkerhedsmæssige årsager:

1. Undlad at kaste med flasker eller hårde ting.

2. Undlad at rive t-shirts i stykker eller kaste med dem.

3. Mos tomaterne før du kaster dem.

4. Hold en sikker afstand til lastbilerne med tomater.

5. Stop med kasteriet efter det andet pistolskud.

6. Følg sikkerhedsvagternes anmodninger.

Du bør nok heller ikke møde op i dit pæneste kluns, da du sandsynligvis ikke kommer til at trække i det igen.

Desuden er det en god idé at medbringe beskyttelsesbriller.

Hvis du stadig har lyst til at være med, er det også værd at bemærke, at man siden 2013 har skulle købe billet for at tage del i galskaben.

Medmindre man altså er fra lokalområdet, da de stadigvæk har gratis adgang til begivenheden.

 

Se video fra gårsdagens kamp her:

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.