Vin under vand
Skrevet af Kristoffer Olesen, søn, 19/08/2018 - 00:02
WEEKEND & VIDEO: Moderne vinproducenter har fået en fiks idé. Det dunkle og rolige klima under havoverfladen er ideelt til vin-ældning, men faktisk er det slet ikke så nyt igen.
Vi mennesker vil gerne betale ekstra for luksus, og det har kreative forretningsfolk altid nydt godt af.
Spanske vinproducenter har også regnet den ud.
Hvem vil eksempelvis ikke gerne være den vært, som indleder et middagsselskab med at hive proppen af en flaske vin fra det dybe blå hav? En god historie er altså populær.
Gæsterne her nyder i hvert fald undervands-vinen
Og når det ovenikøbet giver en bedre smag, er der ikke et øje tørt.
Totalt mørke og konstante temperaturer skulle nemlig gøre havbunden til det perfekte sted at lagre vin.
Branchen siger, at forholdene fremskynder aldringsprocessen og tilføjer ekstra kompleksitet til vinen.
Undervands-vin i store metalbure
Logistikken er selvfølgelig lidt mere avanceret, hvilket smitter af på prisen.
Det koster producenterne 25 til 70 procent mere at lagre på havbunden frem for landjorden. Det er desværre en ændring forbrugeren også kommer til at mærke.
Verdensomspændende fænomen
På trods af omkostningerne mener eksperter fra Det Spanske Vinmarked Observatorium, OEMV, at processen er kommet for at blive.
- Vi tror ikke, det er en dille, men en yderst nyttig teknik på mellemlang sigt, siger Rafael del Rey, observatoriets leder.
Et par håndfulde undervands-bryggerier er allerede skudt op rundt omkring i Spanien. Frankrig, Italien, Kroatien og Chile følger også trop.
Der er nok at lave for undervands-producenterne
Salget af undervands-vin er stadig et niche-marked, men i Spanien er det steget støt i popularitet de seneste par år.
Tyskland, Schweiz, Belgien, Kina og Japan er også blandt de markeder, hvor produktet efterspørges mest.
Fra fritidsdykker til vinbrygger
Crusoe Treasure er et af de spanske bryggerier, som specialiserer sig i at kaste vin i bølgerne. Det er grundlagt af 44-årige Borja Saracho.
Saracho har aldrig været den store vin-entusiast, men kom ind i branchen af helt andre grunde:
- Sunkne skibe og skjulte skatte har altid interesseret mig, udtaler han til Thelocal.es
Borja Saracho, manden bag Crusoe Treasure
Det er ikke særligt mange år siden, at Saracho smagte sit første glas vin. Det var muligheden for at arbejde under vandet, som trak i ham.
I dag ejer han Spaniens største undervands-bryggeri. Sidste år solgte Crusoe Treasures godt 7.000 flasker - I år forventer han at sælge over fire gange så mange.
Prisen for en havbundsflaske starter ved 58 euro og går op til 180.
Hvis man finder processen mere interessant end vinen, tilbyder Crusoe Adventures også guidede ture i bryggeriet.
Turister ombord på en af Crusoe Treasures både
Her er mulighed for at komme på en bådtur omkring undervandslageret, få en dukkert i bølgerne og hører om dyrelivet i revene på havbunden.
Og selvfølgelig kan man nyde et glas af den unikke vin.
Crusoe Treasures holder til nær Bilbao
En møjsommelig process
Det er hårdt arbejde at lave undervands-vin.
Forholdene kan være voldsomme ude i det blå, hvor både bølger, vind og strøm er en daglig udfordring for de gæve gutter fra firmaet.
Før vinen kan komme ned på havbunden, skal den på flaske og lukkes med en speciel prop og forsegling.
Derefter sænkes flaskerne 20 meter ned under havoverfladen i et stort metalbur. Der bliver de liggende i mellem et halvt og et helt år.
Dagens fangst trækkes i land
Crusoe Treasures samarbejder med traditionelle bryggerier fra hele Spanien, som forsyner dem med tøndevis af vin.
Det har den fordel, at de kan blande druer fra mange forskellige regioner af landet, da de ikke er fastlåst af et geografisk varemærke.
Det færdige produkt klar til salg
Se her hvordan det foregår (artiklen fortsætter efter videoerne).
Video fra et undervands-bryggeri:
Dette er fra et kroatisk undervandsbryggeri
Fra Crusoe Treasures egen produktion:
37 procent alkohol, 100 procent ulækker
Synes du, at det lyder helt vanvittigt at hente vin op fra havbunden? Jagten på gyldne dråber i bølgerne er faktisk ikke noget nyt koncept.
Dykkere har i mange år gennemsøgt havbunden for gamle vrag af fregatter og handelsskibe i håbet om at opdrive en godt bedaget flaske sprut - og det kan faktisk være en rigtig god forretning.
Verdens dyreste champagne blev eksempelvis fundet i et af den russiske Tsar Nicholas II’ sunkne skibe. Champagnen blev solgt for svimlende 275.000 amerikanske dollar.
I 2011 fandt dykkere fem flasker vin i et skibsvrag nær Bermudas kyst. Skibet var forlist under den Amerikanske Borgerkrig, hvor det sejlede med forsyninger til Konføderationen. Der var altså tale om 151 år gammel vin.
Et maleri af det forliste skib. Det hed Mary Celeste
Fire år efter fundet mente vin-entusiaster så, at det var tid til at smage på varerne.
De beskrev smagen og lugten som en blanding af krabbevand, benzin, salt og eddike - med en antydning af citrus og alkohol.
En analyse af vinen viste senere, at flasken faktisk indeholdte 37 procent alkohol.
Kemikeren bag testen sagde efterfølgende, at vinen lugtede af kamfer, carbonhydrid, terpentin og sulfur.
Den royale udgave
Den danske kongefamilie er også velbevandret i vin af ældre dato.
Når dronningen holder sit årlige nytårstaffel, hives der nemlig en meget speciel vin op fra Rosenborg slottets kælder.
Rosenborg-vinen er en rhinskvin fra slutningen af 1580’erne. Frem til år 1978 har den ligget på store egetræsfade dybt under slottet. I dag er den blevet overført til flasker.
Den legendariske Rosenborg-vin
Ikke al vinen er dog fra det 16. århundrede. Man fylder nemlig op med nyt, hver gang man tager lidt. Hvis man får et glas serveret, vil der imidlertid altid være noget af det, der er over 400 år gammelt.
Og som vi allerede har været omkring er alder ikke altid ubetinget proportionel med velsmag.
På trods af smilet er majestætens fineste vin udrikkelig
For 40 år siden var Margrethes vin så slem, at kongefamilien så sig nødsaget til at servere den sammen med en sukkerskål.
I 1988 fik Prins Henrik heldigvis et nyt fad hvidvin af borgmesteren i byen Bacharach ved Rhinen. Når Rosenborg-vinen spædes op med denne, skulle det efter sigende tage den værste eftersmag.
Bon Appétit!
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.