Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vinterens gastronomi-fester

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 24/11/2017 - 01:00

Kunst & kultur

MAD & VIN: Man behøver ikke rejse langt for at opleve efterårs- og vinterfestligheder. Spanierne forstår at fejre, og der festes blandt andet for mad, vin og søpindsvin...

Tyskland har sin Oktoberfest, hvor man kan stå og fryse om fingrene med en knockwurst og en liter øl. Men det kølige vejr, som i år har ladet vente virkeligt længe på sig i Spanien bringer lyst til fest og god mad i Spanien.

Når kalenderen endelig viser efterår, er der masser af kulinariske højdepunkter. Og de er ret varierede, både fra landsdel til landsdel og fra år til år.

Nogle af de store kastanjefester er forbi - de fejres som regel i forbindelse med Alle Helgeners Aften, hvor alterdrengene skulle have noget at varme fingrene på efter nattens ringeri med kirkeklokkerne..

Lad os se på nogle af mulighederne:

Fiesta de Mosto

Men nær Málaga fejrer man allerede den 25. november i Atajate “Oden til mosten”. Og det lyder bestemt også til at kunne blive hyggeligt!

Mosten er den saft, der er kommet fra den nys overstående vinhøst. Den består af saft fra alle de druer, der er blevet høstet, uanset farve og type, og den er meget populær.. 

Kalaset løber af stablen den sidste lørdag i november - 40 dage efter vinhøsten. Sådan har det været siden 1985, og sådan bliver det også i år. Det lyder til at kunne blive rigtigt skægt, og så er det gratis..

Fiesta de la Aceituna

Første uge i december kan man i Jaén fejre Olivenfesten. Der kan man nyde både sport, musik og teater i byen Martos.

Alt ved festen handler om olivenolie, og det er en stor synd at forlade den uden at have smagt på højdepunktet: brød, olivenolie, bacalao (torsk) og oliven. Bare skønt.

Santo Tomás

Helgenen Thomas fejres den 21. december i Baskerlandet i de gamle bydele med folkelige markeder som i gamle dage. Der er husdyr og landbrugsprodukter til salg. For eksempel ost og konserves, sukkerstads, honning, frugt og grøntsager. Der spilles traditionel  

musik, og man må selvfølgelig smage den fantastiske Txacoli - en lokal hvidvin.

Santo Tomás-fejringen udgør den officielle åbning på julen og dens festligheder, som jo er en lang fryd for ganen.

La Erizada

Søpindsvin - en delikatesse for feinschmeckere. Og hvad er bedre end at slutte julespiseriet af med end noget let? 

La Erizada - søpindsvinefesten - fejres i år den 7. januar og afgiver startskuddet til karnevallet i Cádiz. Centrum ligger i Calle Palma, i det mytiske La Viña-kvarter. Fra klokken 13 kan man sætte hinanden stævne her og nyde den lækre spise til rimelige priser med musik og glæde i ørerne. Alle byens gader er i feststemning.

Hvis du synes, efteråret og vinteren er lidt trist, så kør af sted og nyd landet, som også er spiseligt uden for sæsonen! 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.