Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vinterorkanen Gabriel kommer

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 30/01/2019 - 10:00

Vejr og natur

UVEJR: Myndighederne har udsendt et særligt vejrvarsel for særdeles voldsomme vindstød på op til 120 km/t.

I dag trækker sæsonens første rigtige vinterstormvejr ind over landet, og det har fået myndighederne op på dupperne.

Stormen Gabriel ventes at bringe meget stærk blæst til den nordlige Atlanterhavskyst, hvor bølgerne kan blive helt op til otte meter høje. Bølgerne bliver også intense i Middelhavsområdet især på Balearerne, i Tarragona og Granada.

Adskillige områder er i alarm, og flere af dem er i næsthøjeste alarmniveau. Klik her for flere informationer om dagens alarmberedskaber

Generelt kommer der hård blæst til store dele af halvøen, men især langs nordvestkysten, hvor vindstødene kan nå helt op på 120 km/t, så det er altså ikke småting, vi taler om.

Drop den perfekte selfie

Når vi kommer op på vindhastigheder på over 117 km/t, så taler vi om det højeste trin på Beaufort-skalaen og det kategoriseres som orkan.

Det giver enorme bølger, luften er fyldt med skum, og der er forringet sigtbarhed. Risiko for massive og omfattende ødelæggelser på bygninger og generelt alt opretstående.

Så pas på, hvis du er i nærheden af de berørte områder. 

Myndighederne understreger i en særlig vejrmelding, at du ikke skal sætte dit liv på spil for at fange spektakulære billeder af de voldsomme bølger og respekter i øvrigt myndighedernes afspærringer - de er som regel mere kompetente end dig.

Her får du en oversigt over myndighedernes gode råd:

Stærk vind

Det er tilrådeligt at sikre døre, vinduer og alle løse objekter, der kan falde på ned på offentlig vej.

Hold afstand til stilladser, træer, vægge eller bygninger under konstruktion eller kraner, der kan løsne sig. 

Under kørsel skal du også tage nogle forholdsregler og være ekstra opmærksom - især når du kører ud af ​​tunneler, foretager overhalinger og møder tunge køretøjer på ensporede veje. 

Vær generelt opmærksom på løse ting og grene på vejen.

Kystnære fænomener

Hvis du er i kystområder, så hold dig væk fra stranden og andre lavtliggende områder, der kan blive påvirket af højvande og bølger.

Undgå at parkere i områder, der kan blive påvirket af stigende vandstand og voldsomme bølger.

Havet kan lynhurtigt trække dig ud, så hold god afstand.

Og folkens - det kan godt være, vi danskere somme tider trækker lidt på smilebåndet over de spansk myndigheders evige forhøjede alarmberedskaber, men hvert år dør mange mennesker i det vilde vejr, så det er ikke noget at spøge med.

Pas på jer selv og hinanden.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.