Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Virtuelt bortført

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 28/02/2018 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Studietur til Mexico endte som mareridt for ung spanier, indtil samarbejdet mellem spansk og mexicansk politi afslørede hans “bortførere”.

Moderne kommunikationsmidler rummer uendelige muligheder for at svindle, men gudskelov åbner de også nye veje for politiet.

En ung spanier drog til Mexico for at studere gennem det kendte Erasmus-program, men pludselig ændrede familiens kontakt til ham sig drastisk. 

Hans søster fik en truende telefonopringning fra mexicanske banditter, der påstod, at de havde bortført hendes bror. Hvis hun ville se ham i live, skulle hun hoste op med 30.000 euro og rejse til Mexico med dem.

Det skriver Policía Nacional i en pressemeddelelse.

Familien forsøgte naturligvis at komme i kontakt med den unge studerende, men hans telefon var slukket.

Psykisk tortur

“Bortførerne” havde lagt et enormt psykisk pres på den unge mand. 

De tvang ham til at slukke sin spanske telefon, fortalte ham, at han blev overvåget døgnet rundt, og fik ham fuldstændigt til at tro på, at han var helt i deres vold.

I virkeligheden var forbryderne 700 kilometer væk.

Spansk-mexicansk samarbejde

Fupnummeret blev afsløret, da den spanske familie valgte at bede om hjælp hos Policía Nacional. 

Efterforskningen blev indledt som et samarbejde mellem la Consejería de Interior og la Unidad Especializada en el Combate al Secuestro de la Fiscalía General de Justicia for staten Querétaro i Mexico.

I den spanske ende af efterforskningen tog Forhandlergruppen i Policía Nacional sig af sagen. 

Bortførelse ‘a la mexicana’

Der kom masser af opringninger fra banditterne med trusler om, hvad de ville gøre ved den stakkels studerende, hvis de ikke fik deres 30.000 euro, og opkaldene blev analyseret grundigt.

Flere forhold ledte efterforskerne hen på, at der kunne være tale om en virtuel bortførelse ‘a la mexicana’.

Det går ud på at knække ofret psykisk, så de ikke tør kontakte familien, og så ellers bombardere familien med telefontrusler.

Kendt mobil 

Men mobiltelefoner kan spores, og i dette tilfælde var “bortførerne” tåbelige nok til at bruge samme mobil, som de havde benyttet ved en lignende “bortførelse” ugen før. 

Det spanske politi kontaktede det mexicanske, og de fandt hurtigt frem til den spanske studerende på et hostal i Querétano i Mexico.

 

Kommentarer

Som Amigos kan du her skrive en kommentar til artiklen - eller stille spørgsmål

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.