Visionær Aprilsnar med humor
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 04/04/2015 - 00:01
Klumme Rejser & oplevelser
REJSER: “Tag med det herlige skib Santa Maria sammen med Christoffer Columbus i år 1492.”
Det skortede bestemt ikke på de ypperligste Aprilsnar-historier i de danske medier den 1. april. Men nyt er, at virksomheder - der ikke er medier - begynder at fylde deres kunder med løgnehistorier…
Hvad med en rejse til over én million kroner?
Spanien i Dag forsøgte også at være visionær sammen med direktør Hans Hugo From, Helle Hollis i Málaga Lufthavn: en konservativ minister, der tog af lære af en politisk modstander og nye tanker om, hvordan brede interesser i samarbejde kan stimulere både luftfarten og turismen i Málaga.
Du kan læse vores Aprilsnar her og de overraskende spanske reaktioner her
Kreativt og visionært
Medie eller virksomhed så spilede jeg godt nok øjnene op, da jeg om morgenen den 1. april modtog en mail fra Travelmarket - iøvrigt vores samarbejdspartner for at finde de billigste flyrejser på vores hjemmeside.
Selskabets direktør, Ole Stouby fortalte om Travelmarkets nye initiativ “Tidsrejser”.
“Tidsrejser vil revolutionere rejseindustrien
Kampen om at være den bedste rejsesøgemaskine er hård, men nu præsenterer den danske rejsesøgemaskine travelmarket.dk en nyhed, som for alvor vil skille rejsesiden ud fra konkurrenterne.
Brugerne på travelmarket.dk får i dag eksklusivt mulighed for at søge og bestille tidsrejser.
Turene udbydes af det danske rejsebureau Tidsrejser.dk, der samarbejder med den amerikanske virksomhed Galaxy Time Travel, som står bag den revolutionerende teknologi, der snart gør det muligt at rejse både frem og tilbage i tiden.”
Hvad vil du opleve?
Her får du fire af de kreative tilbud, og det skal tilføjes, at der også er afgange fra Esbjerg, Horsens, Aalborg, Kolding, Gedser, Tønder, Odense etc.
Opdag Amerika
Nu har du chancen for at blive skrevet i historiebøgerne, som første mand i Amerika.
Vi tilbyder en rejse på det herlige skib Santa Maria sammen med Christoffer Columbus i år 1492.
Gå ikke glip af dette enestående tilbud.
Rejsen skal bestilles senest 1. april 2015
Priser fra
199.999,-
Sol og badeferie på Grønland
Besøg år 2343.
Det er 220 år siden, at det sidste isbjerg smeltede på Grønland, og nu nærmer sommertemperaturen sig 30 grader.
Grønland er en af de få destinationer, hvor du stadig kan nøjes med at bruge en normal solcreme.
Her er tilstanden ikke som i Sydeuropa, hvor du skal have en solfaktor 200 for at gå uden for døren, og hvor temperaturen efterhånden har sneget sig op på ulidelige 60 graders varme.
Hele Grønlands kystlinje er fyldt med de bedste luksushoteller i verden.
Rejsen skal bestilles senest 1. april 2015
Priser fra
1.139.995,-
Oplev gladiatorkampene i Rom
Du kan frit vælge imellem, om du bare vil opleve kampene fra tilskuerpladserne, eller om du selv vil deltage.
Du skal nok regne med et lidt forhøjet gebyr på rejseforsikringen, hvis du selv vælger at deltage.
Vi anbefaler, at du tager til år 73 f.Kr. for at opleve Spartacus' slaveoprør.
Det skulle efter sigende være noget af en oplevelse.
Hvis du ønsker selv at deltage i kampene, kan det anbefales, at du først tager en kombineret tidsrejse/rumrejse til fremtiden og køber et lyssværd, som du kan bruge i gladiatorkampene.
Dette giver 10% rabat på ulykkesforsikringen.
Rejsen skal bestilles senest 1. april 2015
Priser fra
944.333,-
18 tilbud var der at vælge imellem
Kom til fødselsdag hos Einstein
Hvis du kunne stille Albert Einstein ét spørgsmål, hvad skulle det så være?
Tag med til Einsteins 50-års fødselsdag.
Der er dækket op til kaffe og kage hos Einstein.
Mød manden med det vildeste hår, og find ud af, om man virkelig skal være sindssyg for at være et geni.
Mon man overhovedet kan forstå, hvad et geni fortæller, hvis man selv blot er helt almindelig?
Find ud af, hvor alle idéerne kom fra. Hvordan finder man de første tegn på den fotoelektriske effekt?
Spørg Albert Einstein, hvordan det var at forfølge alle sine teorier, eller oplev hans gøren og laden midt i mirakelåret 1905.
Få forklaret relativitetsteorien, flere gange om nødvendigt, af manden, der om nogen burde kunne forklare den.
Bestil din billet i dag, hvis du vil have svar på de store spørgsmål.
Rejsen skal bestilles senest 1. april 2015
Priser fra
123.499,-
Mød H.C. Andersen
Hvem vil ikke gerne møde hele Danmarks historiefortæller? Oplev verdenen omkring H.C. Andersen.
Se hvem og hvad den gode fortæller blev inspireret af til historien om Den lille pige med svovlstikkerne, Lille Claus og Store Claus, Grantræet, Snedronningen og alle de andre velkendte historier, som vi alle er vokset op med. H.C. Andersen er som bekendt den mest produktive forfatter kendt I vores tid.
Vær med, når H.C. Andersen fortæller historier hos sine gode venner.
Få muligheden for at spørge ham om lige det, du ønsker at vide.
Find ud af, om man virkelig skal tolke så meget på hans eventyr, som din folkeskolelærer mente.
Hvis du er heldig, kan du måske få dit helt eget eventyr eller et fint papirklip i anledningen af påsken.
Glem ikke at finde ud af, hvad de mange, mange streger i hans dagbøger betyder. Stregerne, som enhver dansklærer og bibliotekar med respekt for sig selv har gisnet om.
Book din tidsrejse til et møde med H.C. Andersen, men skynd dig.
Rejsen skal bestilles senest 1. april 2015
Priser fra
999.995,-
Bestillingen
Turde du trykke på ‘BESTIL’?
Det gjorde jeg - selvom prisen var godt en million danske kroner…
Jeg prøvede endda at klikke på BESTIL på flere af tilbuddene, fordi det viste sig, at også dér var der god humor - for eksempel:
Fejl opstået
Du er hermed sendt til nutiden,
men det har været helt gratis.
Hjæææææælp.
Vi er ved at rende tør for plutonium, så vi kan ikke lave strøm nok til denne tidsrejse.
Hjælp. Det er 1 april
Alle vil ud og tidsrejse, og vi er rendt tør for strøm
Vores teknikere arbejder på højtryk på kondicyklen
for at lave mere strøm.
Tidsmaskine til service
Tidsmaskinen er her den 1 april
blev indkaldt til 30.000 lysårs service.
Vi forventer den snart tilbage med ny olie og luftfilter
Tilbage til mailen fra Travelmarket
Her står endvidere:
Rejserne vil blive gennemført om 5-6 år, når teknologien er endeligt testet og klar, men det forventes, at der bliver rift om tidsrejserne.
Tidsrejserne udbydes kun i en kort periode og med et meget begrænset antal pladser, og derfor bør man allerede i dag sikre sig en af de mange spændende rejser.
"Jeg tror virkelig på en fremtid for konceptet, og det vil revolutionere hele rejseindustrien. Jeg er overbevist om, at konceptet bliver utroligt populært, selvom priserne for nogle af disse rejser er i den højere ende," udtaler direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen travelmarket.dk.
Selvom det måske ikke lige bliver tidsrejser i den fremlagte form, så tager jeg hatten af for Travelmarket for deres Aprilsnar. For den vidner om, at der i virksomheden er så mange kreative kræfter, at deres aktiviteter - selv i nutiden - kan og vil gøre en forskel i branchen.
Tjek selv på www.tidsrejser.dk
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.