Weekenden derpå
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 02/11/2020 - 07:00
Coronavirus Fly & trafik
CORONA & ALARM: Alt for mange mennesker blev helt unødigt gjort nervøse med ukorrekte og vildledende oplysninger.
Hvis der på et tidspunkt har været panik om restriktioner i Spanien, så blev fredag det hidtidige højdepunkt, hvis man kan bruge den betegnelse om det værst tænkelige…
I forbindelse med denne forlængede weekend i forbindelse med Alle Helgens Dag - én af de vigtigste “puentes” for spanierne - indførte de fleste regioner forbud mod både ind- og udrejse i forsøget på at forhindre smitteudbredelse mellem regionerne. Et godt initiativ, som desværre blev misforstået af flere.
Udenrigsministeriet skrev torsdag aften således:
OBS (29.10.2020 18:42)
SPANIEN: Myndighederne i 12 spanske regioner (Cantabrien, Castilla y León, Castilla La Mancha, Madrid, Navarra, Andalusien, Aragón, Asturien, Baskerlandet, Catalonien, La Rioja og Murcia) indfører ind- og udrejserestriktioner. Restriktionerne betyder, at personer, heriblandt danske rejsende i et turistøjemed, vil blive nægtet indrejse i regionerne. Undtaget er personer, der skal på arbejde eller har andre vigtige dokumenterbare ærinder (eks. erhvervsrejse, lægebesøg eller a. lign.). Transit gennem de berørte regioner er fortsat muligt. Restriktionernes varighed vil variere blandt regionerne.
Teksten kan jo let opfattes således, at en dansker på vej som turist til for eksempel Andalusien, ikke kan komme ind. Det er ikke tilfældet.
Udover denne tekst henvendte Amigos sig til os og fortalte, at den danske ambassade i Madrid ligeledes havde sagt, at man ikke kunne komme ind i Andalusien, hvis man landede i Málaga Lufthavn. Et svensk medie på Costa del Sol gav samme oplysninger med reference til den svenske ambassade i Madrid.
Vi har anmodet Udenrigsministeriet om, at teksten bliver ændret.
En anden Amigo kunne oplyse, at Málaga Lufthavn havde bekræftet indrejseforbud…
Og så væltede det ind med spørgsmål om, hvorvidt det kunne være rigtigt: kommentarer, mails og telefonopringninger.
- Hør her, sagde vi til hinanden på redaktionen under et virtuelt møde på skærmen med Kathrine i Danmark. Vi er ikke bekendt med, at regeringen har indført indrejseforbud som det, vi var bekendt med i foråret. Lyser det sandsynligt, at Andalusien som region kan indføre internationalt indrejseforbud til Spanien? Lyder det sandsynligt, at AENA, der administrerer de spanske lufthavne, kan indføre indrejseforbud til Spanien. Nej vel?
Alligevel straks kontakt til AENA med spørgsmål. De henviste til deres hjemmeside, der blot var udformet, så de ikke risikerede at skrive noget forkert og som det mest klare skabte uklarhed. Ny henvendelse og et svar der viste, at de ikke havde kontrol over situationen.
Ind og kigge efter planlagte ankomster til Málaga fra både Danmark og andre lande. Ikke en eneste var aflyst.
- Det er da helt galt det her, blev vi enige om, og fastholdt vores svar til vores Amigos om, at der ikke var nogen problemer med at rejse ind i Spanien. På CPH’s hjemmeside kunne vi da også se, at der hverken fredag eller lørdag figurerede aflyste afgange.
Vi talte også med ambassaden i Madrid og forstod, at det var vanskeligt for dem at finde det rette ben at stå på.
At en region - som eksempelvis Andalusien - skulle finde på at indføre indrejseforbud for turister er jo heller ikke logisk i en situation, hvor de nærmest skriger efter, at turister kommer og lægger penge i restauratørernes slunkne kasser.
Det samme for Alicante. Samtidig med, at vi holdt øje med lufthavnen i Málaga, holdt vi også øje med den i Alicante, hvor vi jo også har mange dejlige Amigos. Heller ingen aflyste afgange.
Nu skal du være opmærksom på, at vores informationsformidling i den kommende tid bliver endnu mere udfordret. Med den nye alarmtilstand bliver det op til de enkelte regioner at beslutte deres eventuelle restriktioner. Og det kan ske ikke blot på regionsniveau, men også på kommunale- og områdebestemte niveauer.
Det vil være vigtigt for din viden om, hvornår du skal være hjemme, hvornår restauranter og barer lukker og, hvad der ellers måtte opstå. Regionerne har det jo traditionelt med at opfinde deres egne dybe tallerkner, så borgerne bliver snotforvirrede.
Men vi vil gøre vores bedste, skal du vide.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.