Prinsesse i fedtefadet
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 11/12/2013 - 11:27
Kendte & kongelige
Så er den gal igen. Det spanske kongepars yngste datter kan blive den første direkte slægtning til landets monark, der bliver beordret til st...
Så er den gal igen. Det spanske kongepars yngste datter kan blive den første direkte slægtning til landets monark, der bliver beordret til stå skoleret for en dommer, mistænkt for at have snydt så det driver.
Dommeren på De Baleariske Øer overvejer lige nu at indkalde 48-årige Cristina til afhøring i forbindelse med efterforskningen i den såkaldte Nóos-sag, der på det dybeste involverer både prinsessen og hendes skandaleramte mand.
Direkte involveret
Efter at have indsamlet oplysninger om prinsessens skattemæssige forhold har dommeren bedt anklageren og andre involverede parter om at vurdere, om der er belæg for at indkalde prinsessen til afhøring.
Dommer Jose Castro vil træffe sin afgørelse i slutningen af december eller i begyndelsen af det nye år. Hvis prinsessen bliver indkaldt som mistænkt, vil det være det første skridt i retning af mere formelle anklager.
Cristina er direkte involveret i de forretningsmæssige anliggender, som vedrører hendes og hendes mands fælles firma Aizoon. Prinsessens mand, den tidligere top-professionelle håndboldspiller, Inaki Urdangarin, er sigtet for svindel med offentlige midler.
Castro undersøger påstande om, at Urdangarin og hans tidligere forretningspartner har svindlet for seks millioner euro i den tid, de sad i bestyrelsen for velgørenhedsfonden Nóos Instituttet.
Prinsessens mand brugte blandt andet parrets fælles firma som et skalkeskjul for hvidvaskning og underslæb med offentlige midler.
Anden gang dommer forsøger
Det er ikke første gang, Castro overvejer at indkaldte prinsessen som vidne i sagen. Han forsøgte nemlig også i april sidste år, men da lykkedes det for antikorruptions-anklagere at få stævningen omstødt gennem en appel, og dermed slap prinsessen i første omgang for at blive indkaldt som vidne.
Nu har dommer Castro så iværksat en særskilt undersøgelse af anklager om skatteunddragelse og hvidvaskning af penge.
Anklagerne mod Urdangarin og Cristina samt kongens skrøbelige helbred har kastet 75-årige Kong Juan Carlos’ familie ind i den største popularitetskrise i regentens 40 år lange regeringstid.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.