Sprængfyldt med sundhed
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 07/03/2014 - 09:56
Sundhed & sygdom
Har du husket at spise frugt og grønt i dag, eller er det noget, du ofte glemmer? Frygt ej - spanske forskere har opfundet lige noget for dig, ...
Har du husket at spise frugt og grønt i dag, eller er det noget, du ofte glemmer? Frygt ej - spanske forskere har opfundet lige noget for dig, der ikke helt kan finde ud af at overholde kosteksperternes gode råd.
Der bliver pillet ved alt, og nu også ved appelsiner. En gruppe forskere har fundet ud af at hæve indholdet af de gavnlige stoffer betacaroten, vitamin A og C og antioxidanter med 20 procent.
Hurtigere, pænere og sundere
Det er også lykkedes at sende appelsintræerne på overarbejde. Blomstring-perioden er nemlig blev skåret ned til fire måneder i forhold til Moder Jords programmering på omkring otte måneder, skriver 20minutos. Dermed kommer der hurtigere appelsiner på træerne.
Resultatet af forskningen er offentliggjort i tidsskriftet Plant Biotechnology Journal. Her fremgår det også, at appelsinerne er blevet endnu mere orange-farvede.
Betacaroten og antioxidanter menes at have en gavnlig forebyggende indvirkning på udvikling af kræftsygdomme og forskellige degenerende sygdomme, skriver 20minutos.
Go'e sager
Lækkert ser det ud, men får du nok?
Ifølge Netdoktor.dk er en anti-oxidant et kemisk stof, der modvirker oxidation. Antioxidanter kan være vitaminer eller mineraler, som vi spiser, men de indgår også i enzymsystemerne i vores krop, som hele tiden er i funktion.
Antioxidanter kan derfor forebygge eller forsinke, at andre sunde kemiske stoffer eller organer i vores krop bliver oxiderede og dermed skadede eller ødelagt.
Kræftforebyggende virkning
Antioxidanter, der blandt andet er kendte stoffer som vitamin C, E og betacaroten, har længe været i fokus som stoffer, der kan forebygge kræft. Antioxidanter virker ved at bekæmpe de såkaldte frie radikaler.
Frie radikaler er molekyler, der er kemisk ustabile og derfor kobler sig på et andet stof, hvor det kan oxidere - eller ødelægge - det. Frie radikaler dannes i store mængder i for eksempel cigaretrøg, smog, ozon, radioaktiv bestråling og forurenet luft.
Desuden påvirkes de af stress og fed kost. De frie radikaler vil konstant søge at indgå i reaktioner med andre stoffer for at blive stabile igen. På den måde kan de skabe ravage i systemerne, som så igen kan forårsage celleforandringer i vores krop.
Her er det så, at antioxidanterne kan stoppe de frie radikalers hærgen ved at optræde som stedfortrædere for andre kemiske stoffer.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.