Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Rødt undertøj, guld i cava'en og 12 druer

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 30/12/2011 - 09:42

Samfund og Politik


Nytårsaften 'Noche Vieja' (den gamle aften) er i Spanien fyldt med traditioner og overtro. Gøres det hele rigtigt, kan du sikre dig b

Nytårsaften 'Noche Vieja' (den gamle aften) er i Spanien fyldt med traditioner og overtro. Gøres det hele rigtigt, kan du sikre dig både lykke, held i kærlighed, mange rejser og god økonomi...

 

De 12 druer giver lykke...

 

Som i Danmark holder Majestæten ikke nytårstale kl. 18:00. Det gjorde Kong Juan Carlos i stedet juleaften.

Klik her for at læse et resumé af talen og se videoen
 

Der er heller ingen nytårstorsk med sennepssovs på de spanske spiseborde. Derimod findes de skaldyr – og mange andre – som er torskens foretrukne føde.

Den økonomiske situation har droslet mange spanieres forbrug ned både til jul, nytår og Hellig tre Konger. Men spaniernes specialiteter, det brede sociale samvær, fest og glæde kan ikke holdes nede.

 

På pladser eller derhjemme

Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man første gang oplever fællesskabet på byens centrale plads. Sort og helt tæt af mennesker. Alle i festhumør med fine kjoler, sjove slips og nogle med hatte. De venter på de 12 klokkeslag.

 

Jesper Sander Pedersen fortæller:

En af de mange traditioner i Spanien nytårsaften er at spise tolv lykke-vindruer i takt til klokkeslagene og tage hul på det nye år.

 

Traditionen går tilbage til 1909, i området ved byen Elche i Alicante Provinsen

 

Vindruedyrkerne havde haft så god en høst, at de ikke kunne sælge hele høsten og var bange for at brænde ind med rådne druer. De besluttede derfor at forære druerne til indbyggerne i Elche og gav som begrundelse for den gavmilde handling, at det ville bringe held og lykke at spise druerne nytårsaften.

De følgende år spredte denne traditionen sig til andre dele af Spanien, hvor det kom på mode at gå det nye år i møde med større held og medgang.

 

Værsgo' klar på dåse. 12 lykkedruer uden sten

 

Traditionen er i dag, 102 år senere, et ritual landet over. Man mødes på byens kirketorv, i festlokalet eller samles derhjemme foran fjernsynet med druerne klar på en tallerken eller skål.

Det menes, at alle spaniere spiser de 12 druer, og hvis det er sandt, bliver der på et minuts tid spist i alt 564 millioner druer!

 

Se video fra muntert selskab

De unge fører traditionen videre...

 

Ved midnatstid går det så løs. Alle lytter spændt på de fire toner af 'kvarterklokkerne,' som ikke må forveksles med de første timeslag, og spiser de tolv vindruer i takt til timeslagene. Når den tolvte drue er væk, begynder det nye år.

 

Man giver hinanden et kindkys eller en omfavnelse, ønsker godt nyår 'Feliz Año Nuevo' og åbner en flaske Cava eller Sidra for at skåle.

 



Og straks efter det 12. slag starter imponerende fyrværkerier

 

Carmen Carrasco fortæller:

Udover at spise de 12 lykkedruer findes der i Spanien overtro i alle mulige varianter.

Kommer man noget af guld ned i glasset med Cava – for eksempel en ring - får man det økonomisk bedre og mere held i det nye år. Det samme gælder, hvis man kommer penge ned i de sko, som man har på.

 

Man bærer rødt undertøj med håbet om at få held i kærlighed...

 

Andre mennesker går ud i gaderne med kufferter og bærer dem rundt for at få mange rejser i det nye år.

Men vigtigst af alt er en god fest. Med familien eller venner, starter det nye år med glæde, dans sang, lykønskninger og håbet om fremgang for alle i verden. Indtil de lyse timer.

 

Den festlige nat sluttes ofte af med at spise 'churros' dyppet i varm chokolade. De giver varmen og siges, at få tømmermændene til at forsvinde...

 

Den korte historie om nytårsaften

Fejringen af nytårsaften er en af de ældste og mest universelle festligheder. Det var babylonerne, der for cirka 4.000 år siden gjorde nytåret til en tidlig forårsfest, som varede i 11 dage.

Ægypterne fejrede nytåret, når Nilens vand begyndte at stige og det var på tide at tilså markerne til den næste høst, mens romerne holdt nytår med forårets komme og fejrede det den 25. marts.

 

Men det var kejser Julius Cæsar, som ændrede dagen til den 1. januar, der blev dedikeret til Guden Janus. Det blev så stadfæstet af Pave Gregorio XIII og det er fortsat den kalender, vi anvender.


Druer eller ej... må lykken tilsmile dig i 2012!
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.