Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Røgfrie strande

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 31/01/2012 - 11:47

Samfund og Politik Sundhed & sygdom


Gårsdagens nyhed om, at det fremover skal være forbudt at bade om natten og tænde en smøg på stranden i den populære ferieby Puerto de Mog...

Gårsdagens nyhed om, at det fremover skal være forbudt at bade om natten og tænde en smøg på stranden i den populære ferieby Puerto de Mogán på Gran Kanaria er allerede "old news". Det virker som om, politikerne har fået kolde fødder.

 

Selv om flere medier i går skrev, at det fremover vil koste en bøde på 450 euro at tænde en cigaret efter en badetur, så er det ikke helt rigtigt. Mogáns borgmester, Francisco González, har nemlig allerede besluttet at trække sine forslag om et totalforbud mod rygning og nat-badning på stranden tilbage.

 

Feriebyen er et meget populært turistmål for blandt andet danskere, og salgsdirektør i Startour, Stig Elling, sagde i går til DR Nyheder, at selskabet nu vil informere sine kunder om rygeforbuddet.

 

- Vi vil gå ud og sige, at der nu også findes et sted, hvor strandene er røgfrit område. Så hvis man gerne vil være fri for røg, kan man jo vælge at tage dertil, lød det fra Stig Elling.

 

Ikke gennemtænkt

Men nu har Mogáns kommunalbestyrelse besluttet at 'udvande' dekretet, ved indførelse af røgfrie zoner på de mest udsatte områder. Det betyder, at badegæster, der ikke har lyst til at jokke rundt i cigaretskod og lugte til røg har mulighed for at vælge det fra. Borgmesteren siger til det lokale dagblad La Provincia, at ”hans forslag ikke var tilstrækkeligt gennemtænkt og forberedt”, men at han står fast ved sit ønske om at begrænse rygning på strandene og styrke sikkerheden for badende.

 

Protester fra erhverslivet

Forslaget vakte især protester fra det lokale erhvervsliv, der frygter en nedgang i omsætningen. Men det behøver de ikke nødvendigvis være bange for.

 

Startours salgsdirektør, Stig Elling, vurderer nemlig ikke, at der vil blive solgt færre rejser til byen på grund af rygeforbuddet. I flere år har der været rygeforbud på amerikanske strande i Californien, men det er første gang, Stig Elling hører om det uden for USA.

 

- Det er jo den vej tingene går. Men det en tendens, der er ny uden for USA - det er første gang, jeg ser det, og jeg har været i branchen i 40 år, siger han.

 

Røgfri strand i Italien

Men selvom Stig Elling ikke er nogen "ælling" mere, så har han alligevel ikke helt ret. Den første røgfri strand i Europa ligger nemlig i Italien. Her besluttede kommunalbestyrelsen i Bibione nær Venedig i august 2011 at forbyde rygning på en 500 meter kyststrækning.

 

Forbuddet er en forsøgsordning, og formålet er at styrke den politiske korrekthed ved at tilbyde røgfrie badestrande i Italien.

 

Kommunalbestyrelsen mener, at det er første gang, der vedtages et røgfrit område på en badestrand i Europa. Nu barsler en populær fransk badestrand med samme initiativ, fremgår det af La Provincia.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.