Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Rajoy blæser på valgresultat

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 27/03/2012 - 10:48

Samfund og Politik


Spaniens konservative regering vil ikke ændre et komma i arbejdsmarkedsreformen, som på torsdag står over sin første omfattende test, når l...

Spaniens konservative regering vil ikke ændre et komma i arbejdsmarkedsreformen, som på torsdag står over sin første omfattende test, når landet bliver ramt af generalstrejke. Rajoy afviser, at valgresultatet er en advarsel fra vælgerne mod reformerne.

 

På trods af det skuffende valgresultat ved regionsvalget i Andalusien søndag, som gav det konservative parti færre stemmer end ventet, vil premierminister, Mariano Rajoy, ikke ændre i arbejdsmarkedsreformen.

 

Utilfredse vælgere ændrer intet

Meget tyder på, at fremgangen for venstrefløjs-partiet IU, der fordoblede sine mandater, skyldes indbyggernes utilfredshed med sociale nedskæringer og netop arbejdsmarkedsreformen.

 

Men det får ikke Mariano Rajoy til at rokke:

 

- I politik når man ikke altid alle de mål, man sætter sig. PP har sikret sig et godt resultat ved valget i søndags, som sikrer, at reformerne vil fortsætte, fordi Spanien stopper ikke, sagde den spanske regeringsleder, da han mandag ankom til det internationale møde om kernekraftsikkerhed i Seoul.

 

Gør det nødvendige

Rajoy afviste, at valgresultatet vil få indflydelse på de bebudede nedskæringer.

 

- Vi har problemer på de finansielle markeder, men EU støtter os, og vi gør, hvad vi skal, understregede han.

 

Rajoy viste heller ikke tegn på svaghed over for udsigten til masseprotester torsdag. På fredag ventes ministerrådet at godkende finansloven for 2012, som vil indeholde en række nedskæringer på de sociale områder.

 

Bedste valg nogensinde

Det konservative partis valgresultat i Andalusien er det bedste, som partiet har fået i Sydspanien nogensinde - også selv om partiet ikke fik det absolutte flertal, der skulle til, for at sikre regeringsmagten. Rajoy siger, at han er "stolt" af den andalusiske partileder, Javier Arenas, selv om han endnu en gang må se langt efter posten som regeringsleder i den sydspanske region.

 

Efter fire valgperioder i opposition tyder meget på, at den nu 55-årige konservative politiker Javier Arenas overvejer at trække sig og give plads til yngre kræfter. Der vil formentlig blive afholdt andalusisk partimøde inden sommer, hvor valget af en ny formand vil komme på tale.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.