Rajoy med sved på panden?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 01/08/2013 - 10:53
Samfund og Politik
Spaniens premierminister Mariano Rajoy står i dag over for sin vanskeligste opgave, siden han overtog regeringsmagten efter valget i november 2...
Spaniens premierminister Mariano Rajoy står i dag over for sin vanskeligste opgave, siden han overtog regeringsmagten efter valget i november 2011.
- Jeg tog fejl i at have tillid til Bárcenas, lød nogle af de første ord fra Rajoy denne morgen i Senatet.
Sidste chance
Rajoy (PP) har i dag en sidste chance til forklare, hvordan det forholder sig med beskyldningerne om, at hans Partido Popular i mere end to årtier har taget imod penge under bordet.
Den ulovlige finansiering skal ifølge anklagerne fra partiets ekskasserer, Luis Bárcenas, også have kommet konservative ledere til gode, som i årevis har modtaget store summer fra partiets kasse B. Men Rajoys strategi i retten er altså helt tydelig: aben bliver sendt direkte til Bárcena.
Den tidligere kasserer sagde for nylig til efterforskningsdommer Pablo Ruz, at han havde overdraget 25.000 sorte euro i 500-euro-sedler til premierministeren i marts 2010, oplyser nyhedsbureauet AFP.
Løgn og latin!
For mindre end et halvt år siden sagde Rajoy, at han ikke havde noget at sige, og at det hele var løgn.
- Es falso. Todo lo que se ha dicho y todo lo que se puede insinuar es falso... No tengo nada que ocultar (Det er ikke rigtigt. Alt, hvad der er blevet sagt og insinueret, er falsk. Jeg har intet at skjule, red.).
Sådan sagde landets premierminister den 2. februar, da han over for det konservative partis hovedbestyrelse benægtede, at konservative toppolitikere skulle havde modtaget sorte penge, således som dagbladet El País havde publiceret.
Men seks måneder senere må Rajoy i dag stå skoleret i Senatet, hvor han skal komme med en rigtig god forklaring på den efterhånden ret spegede sag om korruption på topplan.
Og det bliver ikke nogen let sag. Oppositionspartierne PSOE og IU har på forhånd sagt, at de vil kræve en mistillidsafstemning, hvis ikke Rajoys forklaringer er tilstrækkeligt overbevisende. Hver gruppe har i første omgang 25 minutters taletid og derefter hver fem minutter.
Vælgerne har fået nok
Men det er ikke kun oppositionspartierne, der efterhånden synes der er noget råddent i toppen af spansk politik.
En undersøgelse foretaget af dagbladet El País viser, at hele 89 procent af spanierne ikke tror på, at Rajoys forklaring vil kaste noget lys over skandalen. 90 procent af de adspurgte mener, at Rajoy kun stiller op på grund af pres fra udenlandske medier og oppositionspartierne.
Men der er heller ikke megen tiltro til regeringspartiets ledelse. Mere end halvdelen af befolkningen, 56 procent, siger i undersøgelsen, at de har mere tiltro til den varetægtsfængslede ekskasserer, Luis Bárcenas påstande om, at han har betalt under bordet, end til partiets ledelse. Kun 14 procent tror på Rajoy og andre PP top-embedsmænd, som hævder, at de aldrig har modtaget sådanne betalinger.
Og meget bedre står det ikke, når det kommer til partiets egne vælgere. Kun 37 procent tror på, at Rajoy og hans kolleger taler sandt.
Og ovre i fjendens lejr, PSOE, tror kun fem procent af de socialistiske vælgere på, at Rajoy taler sandt. 72 procent af PSOE's tilhængere tror til gengæld på Bárcenas påstande om de ulovlige udbetalinger.
25 procent af deltagerne i undersøgelsen, der er foretaget af Metroscopia for El País, siger, at de ikke tror på hverken PP's ledere eller partiets tidligere kasserer.
Høringen i parlamentet startede torsdag morgen klokken 9.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.