Regn og ned til to grader
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 28/11/2012 - 10:45
Vejr og natur
Så er det frem med vintertøjet. Málaga slipper ikke helt uden om den koldfront, der har lagt sig over store dele af landet. Snart rammer term...
Så er det frem med vintertøjet. Málaga slipper ikke helt uden om den koldfront, der har lagt sig over store dele af landet. Snart rammer termometeret to grader, og ferieøerne drukner. Det er rigtig blevet vinter.
Mens der mandag blev målt 20 grader flere steder langs Costa del Sol, kom termometret i går ikke meget over 15 grader, og i dag bliver det endnu koldere. Langs kysterne mellem 12 og 13 grader og i de indre egne omkring ni grader.
Måske mildere i weekenden
Torsdag fortsætter det kolde vejr med ni grader i områderne omkring Antequera og Ronda, mens kysterne får op til 12 grader. Om natten ned til fem i Málaga og to eller tre grader i Antequera og El Burgo.
Koldfronten er lige til at klare, når solen står højt på himlen, men vær opmærksom på de bratte temperaturfald og tag godt med tøj på, så du ikke ryger ind i en omgang forkølelse.
Der er en vis usikkerhed om, hvorvidt det tørre kolde vejr fortsætter weekenden over, eller om der fra fredag kommer mildere temperaturer og måske lidt nedbør.
Kanarieøerne drukner
Samtidig med at fastlandet ligger underdrejet af koldfronten, er det vådt og meget blæsende på De Kanariske Øer. Værst ramt var Arrecife på Lanzarote, hvor gaderne stod under vand. Her modtog civilforsvaret 120 nødopkald fra skræmte borgere, som havde brug for hjælp.
Se video her fra Arrecife, hvor flere blev fanget i bilen:
Men også på Gran Canaria og på Tenerife er der sket skader. Flere veje har været spærret for trafik, og der er meldinger om adskillige færdselsuheld.
I dag er De Kanariske Øer ramt af kraftig vind, som i løbet af dagen tager til og når helt op på stormstyrke. Mest udsat er Lanzarote og Gran Canaria. Det voldsomme blæsevejr fortsætter frem til weekenden. Temperaturene på øerne ligger på mellem 17 og 19 grader.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.