Voldsom regn på vej
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 26/11/2014 - 10:05
Vejr og natur
OPDATERET KLOKKEN 13: Næsthøjeste beredskab i syd på grund af massivt regnvejr. Hold dig indendøre, hvis muligt.
Skyfri himmel og sol. Dagen starter fint i det vestlige Andalusien og Extremadura, men som dagen skrider frem skal vi lige love for, at der kommer andre ting på programmet.
OPDATERET KLOKKEN 13:15
Det kommer virkelig til at regne
AEMET har netop opgraderet advarslet om heftig regn i Sydøstspanien fra gult til orange niveau. Det er det næstehøjeste alarmberedskab. Meteorologisk Institut advarer om kraftige regnskyl, der kan give op til 40 mm på en enkelt time og sammenlagt op til 80 mm på 12 timer.
Varslet træder i kraft klokken 00 i aften og varer indtil midnat natten til fredag.
Rekord meget regn
I den nordøstlige del af fastlandet og på De Baleariske Øer er himlen skyet til overskyet med regn, og der er også mulighed for uvejr i den første halvdel af dagen.
Hele landet får i løbet af de næste dage regn og på de ellers normalt nok så tørlagte Kanariske Øer ud for Vestafrikas kyst har det efterhånden regnet så meget, at indbyggerne er ved at få nok.
Vi skal helt tilbage til den 24. november 1989 for at finde lignende høje nedbørstal. Søndag faldt der hele 138 mm nedbør i bjergområdet Cruce de Tejada og vandreservoirerne er nu ved at være fyldte.
En vejrstation i Lomo Los Santos registrerede hele 179 millimeter søndag, og 361 millimeter fra onsdag til søndag. Vandreservoirerne på Gran Canaria har fået tilført 3,2 millioner kubikmeter vand i løbet af de seneste fem regnvejsdage.
Men den kraftige nedbør har også ført til skader. På landevej GC-210 ved Artenara er der faldet enorme stenblokke ned over kørebanen, og et sted måtte vejen spærres i flere dage.
Mere regn
Meteorologerne lover mere regn – både på De Kanariske Øer og på fastlandet. Et lavtryk trænger i dag ind over hele landet, og det giver regn fra i aften.
Det bliver også meget koldere. Efter et par varme efterårsdage med 25 grader flere steder langs Middelhavskysterne bliver det nu mere vinteragtigt, og i de indre egne kan der komme sne.
I den nordlige del falder snegrænsen til mellem 1.500 og 2.000 meter. I resten af landet mellem 2.000 og 3.000 meter.
Rundt om i Spanien
Madrid fra de spæde morgentimer har haft regnvejr. Når det bliver middagstid klarer det dog en smule op, så regnen stopper. Men skyer slipper de ikke for i hovedstaden. Der bliver dog færre og færre af dem i løbet dagen, men helt skyfrit bliver der ikke. Temperaturen bliver 7 til 14 grader.
Barcelona må også finde sig i regnvejr fra morgenstunden. Det kommer til at fortsætte langt op ad dagen. Først nå vi når hen til de tidlige aftentimer skulle det holde tørt. Temperaturen bliver mellem 11 og 19 grader.
Vejret i Spanien, onsdag klokken 14:00
Valencia får en ganske flot dag. Solen skinner fra en skyfri himmel de første par timer i dag, men hen over middag kommer der måske et par enkelte skyer og blokerer solstrålerne. Temperatueren kommer til at svinge mellem 13 og 20 grader.
Málaga er vågnet op til en himmel, hvor skyer og solen slås om at bestemme. Efterhånden som dagen skrider frem, får skyerne overtaget stille og roligt. I aften er der stor risiko for et større regnskyl. Temperaturen bliver mellem 13 og 19 grader.
Vejret i Spanien, torsdag klokken 14:00
Mallorca kommer stort set ikke til at se solen i dag. Til gengæld for de fleste brug for paraplyer, hvis de bevæger sig udenfor i dag. Hen på aftenen kommer det til at holde tørt. Temperaturen kommer til at blive mellem 10 og 20 grader.
Gran Canaria kommer heller ikke til at se meget til solen i dag. Muligvis vil der omkring middag bryde et par solstråler gennem skydækket. I aften vender regnen dog tilbage til den øen, men ikke i de samme voldsomme mængder som i sidste uge. Temperaturen bliver mellem 17 og 22 grader.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.