Republik nu!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 09/06/2014 - 11:40
Kendte & kongelige
Konge, trone og undersåtter hører fortiden til. Flere partier kræver nu en folkeafstemning om monarkiets fremtid, og i Nordspanien dannede bo...
Konge, trone og undersåtter hører fortiden til. Flere partier kræver nu en folkeafstemning om monarkiets fremtid, og i Nordspanien dannede borgerne en 123 kilometer lang menneskekæde for at markere kravet om indførelse af en republik.
Protesterne kommer bare ti dage inden kroningen af Kong Felipe den 6. Samtidig viser dugfriske meningsmålinger øget tilslutning til den nye konge.
I Baskerlandet gik 150.000 på gaden og dannede en 123 kilometer lang menneskekæde mellem Durango i Vizcaya, og Pamplona i Navarra
Opbakningen var meget større end man havde forventet.
Arrangørerne, der kalder sig for "Gure Esku Dago" (Dette er i mine hænder) havde ”kun” ventet omkring 50.000 deltagere.
I 40 spanske storbyer var der igen demonstrationer på kravet om en folkeafstemning, og flere venstrefløjs-partier går nu sammen om at kræve en afstemning indenfor de næste tre måneder.
Mindst 15.000 indtog gaderne i Madrid, Pamplona og Valencia, og omkring 1.000 i Barcelona og Alicante, plus omkring 2.500 i de andre byer med slogan som: Få Bourbonerne (kongefamilien, red) til at stille op til valg, Ja til 3. Republik, Ud med Monarkiet, Republik og Socialisme og Lad folket stemme.
62 procent af spanierne vil stemme
De fleste af spanierne ønsker en folkeafstemning om monarkiets fremtiden, viser en meningsmåling offentliggjort søndag i dagbladet El País.
Hele 62 procent mener, at der skal afholdes en folkeafstemning for at beslutte, om Spanien fortsat skal have et monarki. Mange af de, der kræver en folkeafstemning, er monarkister.
For hvis der kom en folkeafstemning, ville hele 49 procent foretrække at have et monarki med Felipe som konge, mens kun 36 procent støtter en republik, viser meningsmålingen.
Partier bakker op
Flere politiske partier som IU, Equo og Podemos støtter kravet om en folkeafstemning indenfor tre måneder, og selv inden for de to store pro-monarkistiske partier, PP og PSOE, er der opbakning hist og pist til en afstemning.
Mange mener det er demokratisk rigtigt, eftersom landets nuværende konge blev indsat, uden at folket blev spurgt, om de ville have en republik eller et monarki efter Francos fald.
Ny konge med god vind i sejlene
Meget tyder på, at timingen med udskiftning på tronen kommer på et godt tidspunkt. Der er nemlig kommet flere tilhængere af monarkiet, siden Kong Juan Carlos i sidste uge gav besked om, at han ville abdicere til fordel for sin søn.
En opinionsundersøgelse foretaget af Sigma Dos for dagbladet EL MUNDO viser, at mens kun 41,3 procent i begyndelsen af året var positivt stemt for monarkiet, er tallet nu steget til 65 procent.
Forskellen mellem tilhængere af monarkiet og republikanere var i januar på 6,6 procentpoint med overvægt til monarkisterne. I dag er der 20,1 procent til forskel.
Don Felipe har også vundet øget sympati i befolkningen. Mens han for seks måneder siden havde støtte fra 66,4 procent af indbyggerne, er tallet nu steget til 76,9.
Kronprinsesse Letizias popularitet er også steget fra 50,1 procent til 54,3.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.