Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ringeste bilsalg i 20 år

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 21/06/2013 - 07:00

Fly & trafik


Det europæiske bilsalg halter voldsomt i Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig. Faktisk skal vi 20 år tilbage for at finde tilsvarende ringe ...

Det europæiske bilsalg halter voldsomt i Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig. Faktisk skal vi 20 år tilbage for at finde tilsvarende ringe tal.

 

Det viser nye tal fra de europæiske bilproducenters organisation ACEA - European Automobile Manufacturers Association.

 

Salgstallene for maj er de laveste for den måned siden 1993 og er dalet med hele 5,9 procent i forhold til maj 2012. I årets første fem måneder er der i EU-landene i alt solgt 5.070.840 nye personbiler. Det er et fald på 6,8 pct. i forhold til samme periode i 2012.

 

Nedgangen i bilsalget ses tydeligt i store lande som Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig. Sammenlignet med den tilsvarende periode i 2012 er bilsalget faldet 5,8 procent i Spanien, 8,8 i Tyskland, 11,3 i Italien og 11,9 i Frankrig.

 

Storbritannien skiller sig dog positivt ud med en fremgang på 9,3 procent.

 

Ifølge ACEA kunne bilsalget i Danmark i maj notere sig for en beskeden tilbagegang på 0,5 procent - fra 16.712 biler i maj 2012 til 16.630 i maj 2013. Men for årets første fem måneder skiller Danmark sig også positivt ud med en fremgang på 6.9 procent.

 

De enkelte bilmærker

Der er også stor forskel på, hvordan de enkelte bilmærker har klaret sig.

 

Hvis der skal kåres en vinder, er det Mazda, der har noteret en fremgang i salget på 29,8 procent sammenlignet med maj 2012. Også Jaguar/Landrover og Nissan er på vinderholdet med fremgang på 9,8 og 5,8 procent.

 

Blandt taberne er de franske bilmærker. PSA-gruppen med Citroën og Peugeot er gået tilbage med 13,2 procent, mens Renault og Dacie har mistet 10 procent. Fiat-gruppen og GM-gruppen har måttet notere en nedgang på 10,8 og 11,3 procent.

 

Også blandt de tyske luksusmærker er der forskelle. BMW og Mini er gået 7,2 procent tilbage, mens Audis tilbagegang er på 3,2 procent. Omvendt kan Mercedes vise fremgang på 2,8 procent.

 

I VW-gruppen er Volkswagens tilbagegang på 7,3 procent, mens Seat kan vise en flot fremgang på 12,2. Skoda er gået 5,0 procent tilbage.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.