Risikopræmie slår nye rekorder
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 16/05/2012 - 14:01
Samfund og Politik
Spansk økonomi står svagt, efter at risikopræmien her til morgen brød gennem 500-niveauet. Gennembruddet skete lige efter at børsen åbnede...
Spansk økonomi står svagt, efter at risikopræmien her til morgen brød gennem 500-niveauet. Gennembruddet skete lige efter at børsen åbnede kl. 8,15 i dag efter afslutningen i går, hvor risikopræmien sluttede på 489 basispoint.
Risikopræmien er den forskel mellem renten på de tyske og spanske ti-årige statsobligationer, som køberne skal betale for at konkurssikre statsobligationerne – de såkaldte Credit Default Swap (CDS).
Jo højere rente en stat skal betale for at få solgt sine statsobligationer, desto højere bliver risikopræmien.
Renten på de 10-årige spanske statsobligationer ligger nu på 6,44 procent. Når den op på 7 procent, har nødhjælp hidtil været anset som nødvendig.
I flere tilfælde har risikopræmien afspejlet, hvornår landene har haft brug for nødhjælp.
Rente på næsten 30 procent
Det var tilfældet i Grækenland, hvor EU's finansministre besluttede at gribe ind med en redningsplan, da risikopræmien steg til 500 basispoint, i Portugal med 517 og Irland med 544, oplyser gratisavisen 20-Minutos.
I ligeledes kriseramte Italien er risikopræmien også steget, dog mindre. Her ligger præmien nu på 468,2 basispoint.
Til sammenligning er risikopræmien på de græske 10-årige statsobligationer på 2.789 basispoint og renten oppe i 29,33 procent.
Beder om hjælp
Spaniens finansminister, Luis de Guindos, håber nu at se effekten af regeringens indskud på de 30 milliarder, som ministerrådet vedtog i fredags, inden han kommenterer situationen. Han bekræfter dog at ”den høje risikopræmie ikke er bæredygtig”.
De Guindos har bedt Eurozonen om bistand til at stoppe, hvad han anså for at være en afsmittende effekt fra den græske krise.
Det er ikke første gang, Spanien opfordrer til hjælp fra både EU og Den Europæiske Centralbank for støtteopkøb de spanske statsobligationer. Hidtil har det dog været uden held.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.