Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Rivegilde om Picasso

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 03/02/2012 - 12:33

Kunst & kultur


Et af Spaniens fremmeste værker, Picassos hovedværk ”Guernica”, har det skidt. Det berømte maleri, som hænger på Reina Sofia-museet i M...

Et af Spaniens fremmeste værker, Picassos hovedværk ”Guernica”, har det skidt. Det berømte maleri, som hænger på Reina Sofia-museet i Madrid, har mindst 130 større og mindre skader.

 

Det store maleri har haft en omtumlet tilværelse. ”Guernica” skildrer rædselsscener i forbindelse med bombningen af den baskiske by Guernica under den spanske borgerkrig i 1937. Bombningerne blev udført i samarbejde mellem Francos hær og Tyskland, og kostede mindst 1.600 civile borgere livet.

 

Bestilt af regeringen

Picasso kreerede værket på bestilling af den daværende spanske regering til verdensudstillingen i Paris i 1937. Picasso - og regeringen - ønskede at vise verden, hvilke voldsomme overgreb den spanske befolkning blev udsat for af Francos hær.

 

I 20 år turnerede billedet rundt på museer i hele verden, og det sled så voldsomt på det, at det efter Picassos eget ønske fik permanent ophold på Museum of Modern Art i New York. Picasso ønskede nemlig ikke, at værket skulle tilbage til Spanien, så længe der ikke var demokrati i landet.

 

I 1971 spraymalede aktivist og kunstner Tony Shafrazi billedet med ordene ”Lies kill all” som en protest mod Vietnam-krigen. Hærværket skete, mens billedet stadig hang på Museum of Modern Art. Maleriet blev restaureret, men skadet under processen.

 

To år senere døde Picasso.

 

Alle vil ha' en bid af Picasso

Først i 1981 vendte det berømte maleri så tilbage til Spanien, men det skete ikke uden voldsomme protester fra New York-museet. Her mente man ikke, at Spanien havde det demokrati, som Picasso havde stillet som betingelse for billedets tilbagevenden til spansk grund.

 

Billedet blev først udstillet på Prado-museet i Madrid, men året efter blev det flyttet til Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia. Om det så får lov at hænge der, er spørgsmålet, for Guggenheim-museet i Bilbao, der ligger bare 20 km. fra Guernica, gør nemlig også krav på billedet.

 

Men først skal det altså lige en tur på ”hospitalet”. En teknisk undersøgelse skal klargøre, hvordan maleriet bedst kan restaureres.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.