Ryanair er det sikreste flyselskab
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 21/09/2012 - 12:47
Rejser & oplevelser
Ryanairs iltre topchef, Michael O'Leary, vil ikke finde sig i den spanske regerings konstante kritik af selskabets drift. Irske myndigheder ...
Ryanairs iltre topchef, Michael O'Leary, vil ikke finde sig i den spanske regerings konstante kritik af selskabets drift. Irske myndigheder siger, at selskabet ikke har haft for lidt brændstof i tanken, og desuden er den gal med andre selskaber.
I et interview til ABC siger O'Leary, at Ryanair hører til blandt de sikreste flyselskaber, og at regeringens bagvaskelses-kampagne kun har til formål at støtte landets egne flyselskaber. Men han går endnu videre og beskylder spanske lufthavne for at slække på sikkerheden.
Løgn, fusk og overdrivelser
Udtalelserne faldt samme dag som den spanske Udviklingsminister, Ana Pastor, mødtes med luftfartsmyndighederne i Irland for at kræve øget kontrol med Ryanairs og selskabets lavprispolitik, der angiveligt har ført til en stigning i antallet af ”uheld” i Spanien.
O'Leary mener dog, at det tiltag er helt hen i vejret. Ifølge ham, er Ryanair Europas sikreste flyselskab.
- Men det er klart, at der kommer flere rapporter om uheld, når du er et selskab af store dimensioner, lyder hans forklaring.
Han hævder også, at regeringens påstand om, at man vil fjerne selskabets flyvetilladelse, og at der har været mere end 1.201 rapporter om uheld er direkte løgn, og at der har været fusket med oplysningerne.
Irske myndigheder bakker op
Meget tyder indtil videre på, at Ryanair trækker det længste stå i kampen om det europæiske luftrum. De irske luftfartsmyndigheder bakker nemlig op om landets flygigant og slår fast, at selskabet holder sig inden for de gældende regler for flysikkerhed.
De tre episoder, hvor fly fra lavprisgiganten måtte sikkerhedslande i juli, er desuden blevet undersøgt, og i går kom den utvetydige konklusion fra de irske luftfartsmyndigheder: flyene havde mere brændstof i tanken, end der kræves.
Derudover er det lige kommet frem, at også spanske flyselskaber er udsat for ”hændelser” og ”uheld” - i stil med Ryanair og helt i overensstemmelse med udtalelserne fra O'Leary.
Iberia i hastelanding
I går måtte et Iberia-fly på vej fra Madrid til Zürich foretage en sikkerhedslanding i lufthavnen i Barcelona. Flyet var på vej over Pyrenæerne, da kabinetrykket pludselig faldt drastigt.
Personalet var ikke i stand til at løse problemet, og piloterne besluttede derfor at anmode om en nødlanding i Barcelona, blot 45 minutter efter at flyet var gået på vingerne.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.