Ryanair hæver billetpriserne
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 04/02/2013 - 09:49
Fly & trafik
Lavprisselskabet Ryanair er klar til at hæve priserne på flybilletter for at udligne en ny EU-afgørelse om kompensation til passagerer, der b...
Lavprisselskabet Ryanair er klar til at hæve priserne på flybilletter for at udligne en ny EU-afgørelse om kompensation til passagerer, der bliver udsat for forsinkelser og aflysninger under specielle omstændigheder.
Flere europæiske lufthavne måtte lukke for flytrafikken i forbindelse med vulkanudbruddet, der fandt sted i foråret 2010. En voldsom askesky fra Eyjafjallajökull-vulkanen på Island fik myndighederne til at beordre lukning af luftrummet over hele den nordlige del af kontinentet.
Tusindvis af passagerer strandede i lufthavnene og måtte have tilbud om mad og drikke, overnatning eller anden form for transport til deres bestemmelsessted.
Ryanair har dog hidtil pure afvist at udbetale erstatning med henvisning til force majeure*.
Men nu har EU-domstolen fastslået, at flyselskaberne er ansvarlige for bistand og dækning af ekstraomkostninger for de passagerer, der bliver berørt af ekstraordinære omstændigheder, såsom vulkanudbrud.
Ikke flyselskabers ansvar
- Ryanair beklager domstolens afgørelse om at give passagerer erstatning for forsinkelser og udgifter, der ligger uden for flyselskaberne kontrol, siger en talsmand for det irsk-baserede lavprisselskab i en pressekonference.
Topchef for Ryanair Michael O'Leary
- Når vi nu er nødt til at dække udgifter, som burde have været dækket af rejseforsikringer, er vi tvunget til at indhente dækningen ved opkrævning af højere priser, siger Ryanairs administrerende direktør, Michael O'Leary, der raser over beslutningen.
Han kalder lukningen af store dele af luftrummet unødvendig og mener, at ansvaret for afbrydelsen i rejsen burde have være lagt over på forsikringsselskaber, og ikke på flyselskaberne.
---
* Force majeure (fransk for "større kraft") er et typisk punkt på kontrakter, som fritager en eller begge parter fra kontrakten ved en ekstraordinær situation, som parterne ikke har kontrol over. En sådan situation kunne eksempelvis være krig, strejke eller en naturkatastrofe, som umuliggør at kontrakten bliver udført. Force majeure er en hændelse man ingen indflydelse har på, og som ikke kan forudsiges.
Hvad mener du?
Skal flyselskaberne betale for de omkostninger, som passagerne får på grund af naturforhold, som flyselskaberne er helt uden indflydelse på?
Eller skal omkostningerne dækkes af gennem en rejseforsikring, som passageren selv skal betale for?
Måske har du et helt andet synspunkt?
Skriv den mening under Kommentarer nedenfor.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.