Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ryanair: hjælp Spanien (og os)

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 22/06/2012 - 10:31

Rejser & oplevelser


Det er ikke kun amerikanske mangemillionærer, der forstår at udnytte krisen i Spanien. Flyselskabernes frække gadedreng Ryanair forstår at s...

Det er ikke kun amerikanske mangemillionærer, der forstår at udnytte krisen i Spanien. Flyselskabernes frække gadedreng Ryanair forstår at spare reklamepenge gennem sine kreative annoncer, der - som her - bliver omtalt i alverdens medier.

 

Lige som selskabet i sine i tidligere kampagner har refereret til både Dronning Sofia og Sarkozy-Brunis ægteskab, så er den irske lavprisgigant nu klar til at bruge den økonomiske afmatning på det spanske marked på at fremme sine flyvninger.

 

Ryanair har netop lanceret en europæisk salgs-kampagne, som skal ”støtte den spanske økonomi”.

 

Uncle Sam: landet har brug for dig

Under overskriften ”Brug sommeren i Spanien, landet har brug for dig” opfordrer Ryanair både spanske og udenlandske turister til at tilbringe deres sommerferie i Spanien - og dermed støtte landets skrantende økonomi.

 

Kampagnen bliver illustreret med det legendariske billede af Uncle Sam, der truende peger direkte mod brugeren. Uncle Sam er personificeringen af USA, landets regering og demokrati, og hans oprindelse stammer tilbage fra den britisk-amerikanske krig i 1812.

 

Rednings-tilbud

Til det indenlandske spanske marked reklamerer selskabet med ”rednings-tilbud på indenrigsflyvninger”, mens der i annoncer til udlandet indgår en række attraktive lavpristilbud som Alicante-Oslo for bare 32,99 euro eller flyvninger til Frankrig og Tyskland for 13 euro.

 

- Nu mere end nogensinde har Spanien brug for dig, så denne sommer opfordrer vi både spaniere og deres europæiske naboer til at holde ferie i Spanien, fortæller Luis Fernandez-Mellado, leder af Ryanair marketings- og salgsafdeling i Spanien.

 

Ryanair har denne sommer mere end 130 indenrigsflyvninger i Spanien fra 24 spanske lufthavne, så det er ikke så underligt når Luis Fernandez-Mellado siger: Hvert et lille sandkorn er med til at bygge landet op.

 

Kampagnen lanceres over de sociale medier, hvor den indtil videre har ført til tusindvis af kommentarer fra brugerne.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.