Ryanair kaldt til orden
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 25/10/2013 - 11:24
Fly & trafik
Spansk domstol har pålagt Ryanair at fjerne otte klausuler i selskabets vilkår og betingelser, der anses for krænkende. Blandt andet må sels...
Spansk domstol har pålagt Ryanair at fjerne otte klausuler i selskabets vilkår og betingelser, der anses for krænkende. Blandt andet må selskabet ikke opkræve latterligt høje gebyrer, der ofte er højere end prisen for selve flybilletten. Man må heller ikke blande sig i, om der er briller og ure i håndbagagen.
Det er den spanske forbrugerorganisation, OCU, der havde anlagt sag på vegne af utilfredse passagerermod Ryanair og flere andre lavprisflyselskaber ved Handelsretten i Madrid.
Selvom OCU havde indgivet søgsmål mod andre flyselskaber som Iberia, Vueling og det hedengangne Spanair, står det klart, at langt hovedparten af klagerne over klausuler og praksis kommer fra Ryanair-kunder.
Gebyr dyrere end billetten
Forbrugerforeningen mente ikke, at flyselskabet havde ret til at kræve 40 euro hos kunder, der havde glemt eller ikke var i stand til at udskrive boardingpas samt ved tjek-in på nettet umiddelbart inden afrejse. OCU anførte, at klausulen var krænkende over for passager-rettighederne, da forglemmelsen i mange tilfælde kostede mere end selve flybilletten.
Ryanair kan heller ikke længere bestemme, at et sagsanlæg skal indgives til de irske domstole, eller at irsk lov skal gælde i hele EU. Selskabets passagerer skal kunne henvise til lovgivningen i et hvilket som helst EU-land og benytte sig af en domstol inden for unionen.
Afviste barn på returrejsen
Selskabet må heller ikke tvinge kunderne til enten at betale kontant eller med kort, eftersom begge metoder skal være tilladt.
Ryanair skal også droppe sin forhadte praksis med at kræve bestemt dokumentation, som for eksempel kørekort, familiebog, ID-kort og så videre i tilfælde, hvor børn rejser med deres forældre.
OCU refererer til eksempler, hvor selskabet har nægtet at tage et barn med på en returrejse, fordi passagerne ikke havde medbragt familiebogen (Libro de Familia). Og det altså på trods af, at det var gået fint nok på udturen.
Ure og briller forbudt!
Selskabet må heller ikke opkræve et gebyr for passagerer, der ikke straks henter deres ind-tjekkede bagage efter endt flyvning.
Flyselskabet må heller ikke bare ændre flytider uden at oplyse det over for kunderne, eller nægte at tage bagage med, uden at have adviseret passagererne i forvejen.
Flyselskabet har heller ikke lov til at forbyde kunderne at medbringe penge, nøgler, kameraer, briller, ure, mobiltelefoner eller dokumenter i deres håndbagage.
Det står ikke klart, om domstolens afgørelse vil være bindende for selskabet i hele EU, eller om det kun gælder for flyvninger inden for spansk luftrum.
Ryanair har endnu kommenteret dommen.
Selskabet har netop lanceret et nyt on-line forum, hvor kunderne kan stille spørgsmål til selskabets administrerende direktør, Michael O'Leary, og komme med forslag og kommentarer ”så selskabet kan fortsætte med at forbedre sin kundeservice”.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.