Ryanair under luppen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 19/09/2012 - 11:32
Krimi og katastrofe Rejser & oplevelser
Irske og spanske luftfartsmyndigheder blev tirsdag enige om i fællesskab at undersøge de adskillige episoder, hvor Ryanairfly har måttet land...
Irske og spanske luftfartsmyndigheder blev tirsdag enige om i fællesskab at undersøge de adskillige episoder, hvor Ryanairfly har måttet lande i utide og har haft tekniske eller brændstofmæssige problemer i det spanske.
Mødet i Irland kom efter, at Michael O'Leary publicerede to åbne breve til den spanske transportminister på sin webside. Du kan læse dem her
17. september 2012
Irsk tillid
Den irske regering siger dog, at man vurderer, at Ryanair handler i overensstemmelse med de sikkerhedsmæssige normer. Kommentaren faldt til den spanske Transportminister, Carmen Librero, der var taget til Dublin for at drøfte sagen om Ryanair.
Tilstede ved mødet var også Ángel Luis Arias, generaldirektøren for civil luftfart, og den irske Minister for transport, turisme og sport, Tom O'Mahony.
Repræsentanterne for den irske regering siger, at de irske luftfartsmyndigheder (IAA) holder strengt øje med driften af Ryanair, og at luftfartsselskabet opfylder samtlige sikkerhedskrav.
Undersøgelser i gang
Under mødet blev det understreget, at der nu er et godt samarbejde mellem IAA og dens spanske modstykke, AESA. Og der er bevis for, at episoderne vedrørende Ryanair nu bliver undersøgt fra ”begge sider”. Samarbejdet starter med en undersøgelse af et Ryanair-fly fra Paris mod Tenerife, der måtte lande i Madrid søndag på grund af et teknisk problem.
De spanske myndigheder er allerede ved at undersøge sikkerhedslandinger med tre Ryanair-fly i Valencia den 26. juli, da brændstofniveauet pludselig var faretruende lavt.
Ryanair sagde i juli, at haste-landingerne blev foretaget på grund af dårligt vejr, og at det var i fuld overensstemmelse med EUs sikkerhedsprocedurer.
Smædekampagne
Spanske myndigheder ser også på en episode, hvor et Ryanair-fly lørdag blev omdirigeret og landede i Barcelonas El Prat-lufthavn efter en eventuel motorfejl.
Ryanair har anklaget de spanske luftfartsmyndigheder for at have forfalsket oplysninger om hændelser, der involverer Ryanair-fly. Selskabet kalder det for en decideret smædekampagne, men den anklage har spanske embedsmænd pure afvist.
Ryanair, der sidste år transporterede mere end 30 millioner passagerer i Spanien er landets største luftfartsselskab målt på antal passagerer.
Ombudskvinde i aktion
Den spanske Ombudskvinde (Defensora del Pueblo), Soledad Becerril
Den spanske Ombudskvinde (Defensora del Pueblo), Soledad Becerril, har desuden udsendt et notat til Det Nationale Luftfartssikkerhedsagentur (EASA), hvor hun anmoder om, at der bliver indledt en officiel undersøgelse af samtlige af de seneste episoder, der har fundet sted på Ryanairs flyvninger. Anmodningen begrundes med, at selskabet meget vel bryder regler om luftfartssikkerhed og passagerrettigheder.
Becerril påpeger, at der blev rapporteret ikke færre end 1201 hændelser, ifølge in.reuters, vedrørende det irske flyselskab i de første seks måneder af året, og den tendens er fortsat i juli og august.
Ryanair svarer igen på al kritikken med, at man føler sig forskelsbehandlet af de spanske myndigheder, og man hævder, at alle andre luftfartsselskaber har lignende hændelser og klager mod dem.
Millionbøder
Ifølge Ombudskvinden har Ryanair modtaget bøder for mere end 2.300.000 euro siden 2007, men det har ikke ført til væsentlige ændringer i flyselskabets kontroversielle politik.
Becerril understreger, at Ministeriet for offentlige arbejder, som AESA rapporterer til, har bestilt en undersøgelse af mulig uredelighed i flyselskabet tilbage i juli, og hun venter nu på at modtage en kopi af rapporten.
Skulle det vise sig at Ryanair ikke overholder loven, bliver sagen sendt direkte til den irske regering, som er ansvarlig for udstedelse, fornyelse eller fratagelse Ryanairs licens.
Ombudskvinden har også anmodet om en sammenligning mellem antallet af klager over andre flyselskaber og dem, der er rejst mod Ryanair.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.