Så smutter easyJet
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 21/06/2012 - 10:27
Rejser & oplevelser
Rejselysten til Spanien er faldet. Der landede i løbet af årets første fire måneder næsten 35.000 færre danskere i spanske lufthavne. Og s...
Rejselysten til Spanien er faldet. Der landede i løbet af årets første fire måneder næsten 35.000 færre danskere i spanske lufthavne. Og så kommer nu den første negative reaktion på de voldsomme afgiftsstigninger i lufthavnene. Som ventet, desværre.
Adios, afgifts-Spanien!
Europas næststørste lavprisflyselskab, easyJet har besluttet at nedlægge sin base i Madrid. Det sker som en reaktion på de forhøjede lufthavns-afgifter i Spanien. Det medfører nemlig direkte en lavere omsætning per passager, oplyser easyJet.
Som en del af den økonomiske reform indførte regeringen for nylig markante stigninger i lufthavnsafgifterne. I Barcelona og Madrid steg afgifter med noget der lignede 50 procent.
Øget konkurrence på lavprisflyvninger fra International Konsolidated Airlines Group, IAG, der blandt andet ejer spanske Iberia, er dog også en medvirkende årsag til easyJets beslutning om at trække en del af sine flyvninger ud.
Selskabet vil reducere sine flyvninger til Spanien med syv procent, mens hver femte rute til Madrid bliver droppet. Dermed ryger der yderligere 320 mennesker hen i arbejdsløshedskøen. Trist.
Flere ruter, færre danskere
Og som om det ikke er dystert nok, ser det altså ud til, at de danske turister nu svigter Spanien. Eneste fremgang for den danske passagertrafik finder vi i Alicante og på Mallorca.
Nedgangen sker på trods af, at udbuddet af flyruter fra Danmark til Spanien i år er rekordstort, skriver check-in.dk. En sandhed med modifikationer, fordi det ikke har været tilfældet på hverken Alicante eller Málaga.
I løbet af årets første fire måneder ankom der 310.432 flypassagerer fra Danmark til de 10 største spanske lufthavne. Det var et fald på 10,1 procent svarende til 34.844 passagerer i forhold til samme periode året før, der satte 345.276 danskere på spansk jord.
Spanair og Cimber hjalp ikke
En af årsagerne er Spanairs konkurs den 27. januar, som betød, at kapaciteten på flyruterne til Spanien blev midlertidigt reduceret. Helt galt gik det, da også Cimber Sterling smed håndklædet i ringen den 3. maj, og priserne steg som ved et trylleslag.
En fremgang i januar måned på seks procent blev vendt til en tilbagegang i februar på mere end 12 procent. Og i april gik det helt galt med en tilbagegang på 19,8 procent, hvilket svarede til næsten 20.000 passagerer. Men tallene har endnu ikke rettet sig, selvom flere ruteflyselskaber har forsøgt at lukke hullerne efter Spanair.
Der er sket en stigning i flyruterne mellem Danmark og Spanien fra Norwegian samt en ny rute fra det spanske lavprisflyselskab Vueling. Endelig er Air Europa kommet til med weekendflyvninger fra Barcelona og Madrid til København.
Startours salgsdirektør, Stig Elling, advarer Spanien om, at det er en farlig udvikling, landet er i gang med. Læs og hør interview her
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.