Så lad dog Mette, Lars, (Pedro) og os andre være i fred
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 03/06/2023 - 07:00
Klumme
Sagen om NATO's nye generalsekretær er da blevet fuldstændigt overeksponeret i Danmark.
Jeg tvivler på, at TV2’s journalistiske behandling af Mette Frederiksen som eventuel ny generalsekretær har givet seere og vores læsere mening.
Her på Spanien i Dags redaktion har vi som regel TV2 News kørende i baggrunden som én af vores TV kanaler. En anden er den spanske RTVE 24h, der i øjeblikket fortæller om, at den nuværende premierminister Pedro Sánchez er kandidat til posten som generalsekretær.
De to kanalers journalistiske behandling af “kandidaterne” giver stof til eftertanke.
Fortællingen i Spanien
Pedro Sánchez' navn bliver stadig nævnt i korridorerne i NATO's hovedkvarter i Bruxelles, hvor det siges, at den spanske premierminister er én af de mest eftertragtede kandidater til at efterfølge norske Jens Stoltenberg som generalsekretær.
Faktisk vil den atlantiske alliance vente på resultatet af parlamentsvalget i Spanien, som Sánchez udskrev til den 23. juli, for at vælge Stoltenbergs efterfølger. Det var forventet, at navnet ville blive offentliggjort på det næste NATO-topmøde, som afholdes i Vilnius i Litauen den 11. og 12. juli, men i den belgiske hovedstad tales der om, at processen stadig er i sin vorden og vil blive udskudt til efter sommeren.
Forsinkelsen vil gøre det muligt at kende Sánchez' tilgængelighed til posten, det vil sige om han vinder valget den 23. juli og fortsætter med at være premierminister eller om han tværtimod forlader Moncloa og intensiverer de diplomatiske kontakter for at stille op til generalsekretærposten med stor international betydning.
Siden 1952 har posten altid været besat af en højtstående europæisk person, heriblandt den tidligere spanske udenrigsminister Javier Solana (1995-99), selvom den amerikanske præsidents ord er afgørende på grund af landets bidrag til forsvarsbudgettet.
Stoltenberg har allerede meddelt, at han ikke agter at blive i spidsen for NATO efter oktober, hvor hans nuværende embedsperiode udløber - en af de længste på ni år efter at være blevet forlænget på grund af krigen i Ukraine.
Sánchez' navn som Stoltenbergs efterfølger har været i luften i et stykke tid og fik en masse momentum efter NATO-topmødet i Madrid sidste sommer. Det blev en organisatorisk og diplomatisk succes for den spanske premierminister, som vandt ros fra alle de allierede.
Sánchez vandt også respekt, da han i marts besøgte den kinesiske præsident Xi Jinping i fredsbestræbelser på krigen i Ukraine.
Den 12. maj var Pedro Sánchez på besøg hos præsident Joe Biden i Det Hvide Hus, hvilket kunne være en indikation på, at han er kandidat til posten som generalsekretær.
Alt i alt en fortælling, der nogenlunde respekterer, at valget af generalsekretær foregår gennem uformelle diplomatiske konsultationer mellem medlemslandene, og som i sidste ende kræver konsensus blandt alle medlemmer.
Hvis nu, hvad så…?
“Gør alt for at bygge et drama op om sagen med Mette Frederiksen!” Sådan kan man - med god grund - mistænke, at det var ordren var fra TV2’s redaktionelle ledelse torsdag morgen.
Nu var det så heldigt for TV2, at man ved topmødet i Moldova kunne interviewe flere regeringsledere om, hvad de synes om Mette Frederiksen som kandidat til posten som generalsekretær.
Hvem af disse regeringsledere kunne man forvente ville tale dårligt om Mette? Så deres rosende ord om hende, blev journalistisk misbrugt til at øge sandsynligheden for, at det skulle blive hende.
Og så var vejen åben for ubegrænsede spinderier om, hvad konsekvenserne ville være for SVM-regeringen. For hvad nu, hvis?
Heldigt var det også, at NATO’s udenrigsministre var samlet i Oslo. Det betød at TV2-journalisten Lotte Mejlhede - dygtig og sympatisk - kunne få et længere interview med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på operaens tag. Størstedelen af interviewet handlede om Lars’ synspunkt på NATO's rolle i fremtiden.
Om det var Lotte selv - eller ordrer “oppe fra”, der fik hende til at spørge Lars om, hvad nu, hvis Mette bliver… vides ikke.
Lars var knusende ærlig og fortalte, hvor vigtig han synes SVM-projektet var, og at Mette var vigtig for dets gennemførelse.
“Lars Løkke giver kryptisk svar på spørgsmål om mulig dansk generalsekretær i NATO” blev én af TV2 overskrifter, efter at Hans Engell havde kommenteret på Lars’ svar. Bestemt ikke en afspejlning af Hans Engells analyse men derimod en dramatisering.
Derefter rullede snebolden videre til andre kommentatorer, der hjalp med yderligere dramatisering og meningsløse spinderier.
Så meget, at Mette Frederiksen til sidst måtte kommentere. Hun tog Lars’ svar som udtryk for, at han var glad for samarbejdet med hende, og at det også gjaldt den anden vej. Det svar gav dog ingen overskrift!
I går kom det frem, at PP’s kandidat til premierministerposten, Alberto Núñez Feijóo, ikke kan tale engelsk.
Desværre er emnet ikke relevant for TV2’s redaktion, og vi har ikke til hensigt at interviewe nogle om, hvor skandaløst det dog kunne ende. For tænk nu, hvis…
Vi vil ikke hidse vores læsere op med dramaer, der overhovedet ikke giver anden mening end at gøre dem usikre og stjæle deres tid med ligegyldige spinderier..
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.