Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Så mange besøgte Spanien

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 02/02/2022 - 07:00

Rejser & oplevelser

TURISME: At turismen har været hårdt ramt under pandemien, er åbenlyst. Nu er der kommet tal for 2021.

Spanien tog sidste år imod 31,13 millioner turister. Det lyder måske som en pæn sjat, men ser vi på tiden før pandemien, var ankom der 52 millioner færre turister i 2021 i forhold til 2019.

Helt præcist rejste 31,129 millioner internationale turister til Spanien i 2021, hvilket er 64,4 procent flere end året før, men stadig 52 millioner færre end før pandemien.

Det viser data offentliggjort i dag af Statistisk Institut, INE.

Flest gæster kom fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien, mens Balearerne var den mest besøgte region efterfulgt af Catalonien og De Kanariske Øer.

Ser vi udelukkende på de nordiske lande ankom der 1.841.948 turister sidste år, hvilket var en stigning på 56,7 i forhold til 2020, hvor der kun kom 1.175.330 turister, svarende til et styrtdyk på 78,7 procent i forhold til 2019.

I løbet af årets sidste måned blev Spanien besøgt af 2,9 millioner internationale turister, hvilket er svimlende 354,5 procent mere end i samme måned i 2020.

Med hensyn til hvordan de kom ind i Spanien, brugte 24,4 millioner turister luftvejen og næsten 6,4 millioner kørte.

Forbrug og varighed

Turisterne brugte i alt 34,816 milliarder euro, hvilket er 76 procent mere end i 2020, men kun lidt mere end en tredjedel af de 91,912 milliarder euro, turisterne fyrede af i 2019.

Den gennemsnitlige turist brugte 1.118 euro, hvilket er en stigning på syv procent i forhold til 2020. De nordiske turister havde lidt flere penge at rutte med end snittet, og de brugte 1.331 euro.

Den gennemsnitlige daglige udgift steg med 2,7 procent til 137 euro. Her ligger de nordiske turister lidt under snittet med 133 euro, men tilgengæld opholdt de sig i Spanien i 10 dage mod et snit på 8,2.

Dem, der brugte mest, var tyskerne med 6,014 milliarder euro, hvilket er 129,4 procent mere end i 2020. Herefter fulgte Storbritannien med 4,757 milliarder, som udgør en stigning på 52,3 procent og Frankrig med 4,431 milliarder, hvilket svarer til en stigning på 82,9 procent.

Turister fra de nordiske lande brugte 2,452 milliarder euro, hvilket svarer til en stigning på 63,6 procent.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.