Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Samlet eller splittet Spanien?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 29/09/2014 - 11:53

Samfund og Politik


Der er lagt op til et hedt efterår, efter den catalanske regeringsleder Artur Mas lørdag gjorde alvor af sine trusler om at udskrive en folkea...

Der er lagt op til et hedt efterår, efter den catalanske regeringsleder Artur Mas lørdag gjorde alvor af sine trusler om at udskrive en folkeafstemning om catalansk uafhængighed fra Spanien.

 

Underskrivelsen af dokumenterne skete kort efter klokken 10:30 i regeringspaladset Palau de la Generalitat, under overværelse af repræsentanter fra det catalanske parlament og de politiske partier, der støtter afstemningen. Der udbrød et stort bifald efter underskrivelsen.

 

Artur Mas efter underskrivelsen

 

Formålet med folkeafstemningen er i henhold til dekretet, at "finde ud af offentlighedens menings om Cataloniens politiske fremtid."

 

I følge dekretet er datoen for afholdelse af den vejledende folkeafstemning den 9. november.

 

Der bliver stillet to spørgsmål:

Ønsker du, at Catalonien skal være en stat?

 

Hvis svaret er bekræftende, er det næste spørgsmål:

Ønsker du at staten skal være uafhængig?

 

 

Bare et par timer før Artur Mas underskrev dekretet blev der taget billeder af den spanske premierminister, Mariano Rajoy på afslappet tur langs Den Kinesiske Mur i Kina. Billedet blev vist i flere medier som en kontrast mellem, hvad der foregår i Barcelona, og omkring landets regeringsleder.

 

Der kom med det samme en kraftig kritik fra landets regering, der betegner afstemningen som forfatningsstridig.

 

Der er indkaldt til hastemøde i regeringen i dag, hvor repræsentanterne skal skrive under på en appel til forfatningsdomstolen.

 

Tribunal Constitucional (forfatningsdomstolen)

 

Det ventes, at forfatningsdomstolen er erklærer folkeafstemningen for ulovlig i henhold til forfatningen.

 

Sker det, forventes det dog heller ikke, at Artur Mas vil rette sig efter afgørelsen og annullere afstemningen.

 

Derved er der lagt op til en thriller både frem til og efter afstemningen den 9. november.

 

Se grafik over de forskellige scenarier (pdf)

 

Kampagner

De politiske partier i Catalonien starter i dag en oplysningskampagne i forbindelse med folkeafstemningen – og mindst eet parti, Convergència Democràtica, har allerede gjort det klart, at det ikke vil droppe sin forberedelse af en folkeafstemning – også selv om forfatningsdomstolen skulle finde den lovstridig.

 

Vicepremierminister Soraya Saenz de Santamaria holdt lørdag eftermiddag en pressekonference, hvor hun gentog sit partis beslutning om at få afstemningen omstødt ved domstolene.

 

- Denne folkeafstemning kan ikke finde sted, fordi den ikke er forfatningsmæssig, sagde regeringens nummer to til pressen.

 

- Ingen regering, og ingen enkelt person er hævet over landets suverænitet, og det er regeringens opgave at sikre, at loven ikke brydes, fortsatte hun.

 

Blodige rødder

Afstemningen genåbner århundreders konflikt, der stadig ulmer under overfladen i det spanske samfund.

 

Det catalanske samfund var i lang tid undertrykket af Spaniens centralregering.

 

Allerede tidligt i 1700-tallet mistede regionen sin uafhængighed og al brug af det catalanske sprog blev forbudt.

 

Regionens hovedstad, Barcelona, udgjorde en central position i modstanden mod general Franco i 1930-tallet.

 

Efter Francos sejr forbød fascist-regimet al brug af catalansk kultur. Først efter Francos død i 1975 blev det igen tilladt både at bruge sproget og kulturen.

 

Samtidig blev Catalonien en selvstyrende region.

 

Catalonien står for en femtedel av Spaniens produktion, og mange catalanere mener, at de bidrager mere til den spanske stat end de får igen.

 

Samme holdning, som den italienske politiker Umberto Bossi havde i midten af halvfemserne, da han gennem sit parti Liga Nord forsøgte at løsrive Norditalien fra det øvrige land.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.